Mandag Mortensen. Dansk Folkeparti står samlet, men har ikke fundet vejen til ny storhed.

Stor fisk i lille dam

Denne artikel udkommer også i Weekendavisens politiske nyhedsbrev Mandag Mortensen. Læs mere og tilmeld Dem her.

Når det kommer til evnerne på en talerstol, er der ikke mange i dansk politik, der slår Morten Messerschmidt. Hans timing i afleveringen af politiske slaglinjer er sublim. Det er ikke en evne, man skal underkende i et politisk landskab, der indimellem kan forekomme en kende gråmeleret.

I hvert fald er det en nødvendig egenskab, når der skal skabes kampgejst og sammenhold i et parti, der ikke just surfer på bølgerne i vælgerhavet, og som tilmed har været igennem opslidende magtkampe og en notabel afskalning af både vælgere og personligheder.

Så langt, så godt for Dansk Folkeparti efter weekendens årsmøde i Viborg. Messerschmidt havde forsamlingen med sig, og magtkampene er slut i denne omgang. Ikke mindst fordi repræsentanterne for den tabende part enten har forladt politik eller er eksileret hos Inger Støjbergs Danmarksdemokrater. Dertil kan man lægge, at Dansk Folkeparti, der ganske vist ikke regnes til de gamle partier, dog har en alder, hvor organisation og rodnet er så solidt, at man skal være forsigtig med dødsformodningerne.

Det rokker imidlertid ikke ved, at partiet stadig er i krise, både hvad angår vælgertilslutning og identitet. Meningsmålingerne har ikke flyttet sig voldsomt siden efterårets valg, der blev det markant ringeste i partiets historie. Noget skal ske, hvis Anders Vistisen, der under jubel blev kåret som spidskandidat til forårets valg til EU-Parlamentet, skal beholde mandatet.

Problemet for Messerschmidt og hans parti er, at det lige nu er truet fra to sider, og at håndteringen af den ene trussel meget vel kan få den anden til at vokse.

På den ene side er det lykkedes statsminister Mette Frederiksen at genvinde taget i store dele af de vælgergrupper, der trods et socialdemokratisk sindelag længe var parkeret hos Dansk Folkeparti. På den anden side truer Inger Støjberg, der åbenlyst har bedre fat i den del af provinsen, der i 2015 gav Dansk Folkeparti et rekordvalg og gjorde det til Folketingets næststørste.

I forhold til Støjberg skal Messerschmidt overbevise om, at det er ham og Dansk Folkeparti, der er »the real deal« i udlændingepolitikken, og når det kommer til omsorgen for de danskere, der ikke lever på solsiden.

I den sammenhæng greb Messerschmidt i sin tale til landsmødet ned i kassen med de kendte og velprøvede værktøjer. Socialdemokratiet lovede i valgkampen forbedringer for landets ældre, men har leveret nedskæringer og kommunale besparelser. De har lovet at holde fast i en stram udlændingepolitik, men de har under Lars Løkke Rasmussens uheldige indflydelse svigtet løfterne. Tilsvarende hug blev uddelt til blandt andre muslimer og den offentlige sektors akademikere.

Anklagerne blev leveret i den øvre ende af skalaen for retorisk skarphed. Måske er det helt naturligt, at Frederiksen, Løkke og Ellemann har fundet sammen. Én ting har de i hvert fald tilfælles: evnen til at lyve, lød det til salens jubel.

Selv erklærede Messerschmidt troskab til blå blok, hvis bløde sociale hjerte han gerne vil være. Men er det formelen, der lokker de vælgere tilbage, som traditionelt har ligget et sted mellem Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet? I salen i Viborg gik det fint med at sælge tanken, men det vinder man ikke nødvendigvis valg på.

I en klumme hos Altinget advarede partiets tidligere pressechef Søren Søndergaard mod at gå for langt ad den blå vej, for eksempel når det gælder skattelettelser. Specifikt nævner han partiets krav om at afskaffe arveafgiften. Egentlig er forslaget rimeligt nok, skriver Søndergaard, men:

»Sagen er bare, at det koster i omegnen af 4-5 milliarder at afskaffe arveafgiften. Det er desuden ikke i stort omfang DF’s vælgere, der mødes af de store arveafgifter. For mange af DF’s gennemsnitsvælgere vil udgifterne til bedemand, kiste, blomster, begravelsen og kaffe til begravelsesfølget være meget mere tyngende, og bundfradraget på arven vil desuden ofte medføre, at der slet ikke betales arveafgift.«

Eksemplet illustrerer, at partiet i bytte for Messerschmidts retoriske talent har tabt den tidligere så sikre mavefornemmelse for stemningen i vælgerhavet. Den seismograf er tydeligvis i bedre stand hos Inger Støjberg, hvilket selvsagt er godt og grundigt træls for Dansk Folkeparti, men ikke så let at håndtere. På Christiansborgs gange er det en kendt sag, at der ikke findes to partier med et værre indbyrdes forhold end netop Dansk Folkeparti og Danmarksdemokraterne. Men at det er en farlig rivalisering, kan man læse af enhver tilgængelig meningsmåling. I førnævnte klumme skriver den tidligere pressechef Søren Søndergaard, at netop Mette Frederiksen og Inger Støjberg har evnet at favne de frafaldne DF-vælgere, og især sidstnævnte skal man være forsigtig med at gå i krig med.

»Jo mere, man vrænger af Støjberg, jo mere vrænger man jo af sine potentielle vælgere, kan man sige,« skriver han.