Den dybe giftighed i gengældelsen er jydens styrke,« skrev Aksel Sandemose i sin erindringsbog Rejsen til Kjørkelvik, hvor han forsøgte at afhandle sit anstrengte forhold til fødebyen Nykøbing Mors, som han havde gjort verdensberømt under navnet Jante.

I fald Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, er bekendt med Sandemose-citatet, kan det givet vække en vis genklang. Hans nu eksilerede næstformand Inger Støjberg var egentlig indsat for at give det stærke jyske Venstre stemme i det gamle bondeparti, men som bekendt endte det rivende galt, og Støjberg er nu politisk løsgænger, mens Ellemann bestyrer et vælgermæssigt halveret parti.