DØM selv: Professionel fodbold er blevet som resten af samfundet. På den ene side er der en sitrende nervøsitet for at begå selv den mindste fejl. På den anden side vil stadig færre påtage sig den myndighed at udpege overtrædelserne. Som konsekvens skubber man de ubehagelige beslutninger over i ansigtsløse, anonyme fora. Tirsdag aften viste Champions League-kampen mellem Dortmund og Sevilla, hvordan jagten på total retfærdighed har gjort fodbold mere og mere meningsløs og affortryllet. Kampen blev afbrudt i små ti minutter, fordi det såkaldte VAR – et videoassisterende dommerpanel placeret i skjul uden for banen – først annullerede et mål sat ind af det norske rovdyr Erling Haaland, derefter opdagede, at der var begået straffe lidt før, som Haaland brændte, for så at kræve omstraffe, da superslowmotion afslørede, at målmanden havde bevæget sig en centimeter eller to ud fra stregen, inden nordmanden skød. Der var på papiret intet at udsætte på afgørelserne, bortset fra to ting: Ingen dommer på banen ville have opdaget foreteelserne. Og kampen blev ødelagt. Fodboldspillets skæbne er lagt i hænderne på befamlende teknokrater, ingen aner, hvem er.

VAR er blevet en plage, som afspejler resten af samfundet. Fra katastrofen i skattevæsenet til Tibet-sagen er ansvaret for skandalerne forsvundet i Filippinergraven mellem myndigheder og ministerier. I klasselokalet opløses lærerens autoritet i processer og forældre­inddragelse. Hos store virksomheder er HR-afdelingen vokset sig stor i tomrummet efter topchefers ansvarsfralæggelse. Før VAR kom til, foregik der på fodboldbanens afgrænsede scene en poetisk og dramatisk kamp mellem dommer og spiller; en strid mellem regler og overskridelser, lovens ubøjelighed og spillernes anarki og smidighed. Se Maradonas første mål i VM-kvartfinalen mod England i 1986, som i dag sammen med hans andet mål få minutter senere står som de mest magiske øjeblikke i fodboldhistorien. I denne episode fortættedes sublim frækhed, snyd og genialitet.