32 skibe, 40 fly og over 5.000 tropper deltager i disse dage i den årlige militærøvelse Sea Breeze i og ved Sortehavet. Øvelsen er den største nogensinde, oplyser dobbeltarrangørerne fra Ukraine og USA, der har selskab af 30 andre lande, heriblandt Danmark og en lang række andre NATO-medlemmer. Derudover bidrager militærstyrker fra blandt andet Israel, Pakistan, Brasilien og Sydkorea.

Øvelsens historie går tilbage til 1997. Siden Ruslands annektering af den ukrainske halvø Krim i 2014 er Sea Breeze især blevet opfattet som en slags symbolsk støtte til Ukraine. Og i Moskva er man selvsagt ikke begejstret for den slags militæraktiviteter forholdsvis tæt på den russiske grænse.