ROM – Bello e impossibile er titlen på et oldgammelt hit, sunget med rusten røst af den toskanske sangerinde og konditordatter Gianna Nannini. Ordene passer på hele det Italien, der søndag går til valg for 19. gang siden Anden Verdenskrig. For et mere ulykkeligt, forbitret, forvirret, forgældet, usammenhængende, dysfunktionelt og samtidig blændende smukt land skal man lede længe efter.

Som politolog Marco Almagisti stilfærdigt udtrykker det, da Weekendavisen møder ham i Padova: »Italien befinder sig midt i en meget særlig overgangsfase. Landet er det eneste konsoliderede demokrati, hvor partisystemet fuldstændig brød sammen i starten af 1990erne. Og det er endnu ikke lykkedes at genskabe en form for stabilitet. I disse år har der været mange forsøg, der har efterladt mange italienere skuffede.«