Hamas' massemord 7. oktober var mere end blot en lokal begivenhed. Det viser nattens storstilede og mislykkede drone- og missilangreb, hvor Iran for første gang har angrebet Israel direkte fra sit eget territorium. Her træder den langt større, mellemøstlige front endelig mere tydeligt frem. Den front går tværs ned mellem det iranske regime på den ene side med proselytter i Irak og Syrien, houthierne i Yemen og ikke mindst Hizbollah i Libanon – og sunnimuslimske lande og Israel på den anden.
Iran har støttet Hamas i årevis. Skønt det er uklart, hvilken rolle det iranske regime spillede i massemordet 7. oktober, har både Iran og Hamas haft et ønske om at forpurre den forsigtige forbrødring, der gennem længere tid har fundet sted mellem Israel og flere sunnimuslimske lande, vigtigst af alle: Saudi-Arabien.
Saudierne og israelerne har længe kunnet forenes om deres fælles frygt for Iran, og skønt saudierne sidste år med kinesisk assistance genetablerede diplomatiske forbindelser med Teheran, har Israel og Saudi-Arabien sideløbende ført forhandlinger om en normalisering af forholdet. Med terrorangrebet 7. oktober kalkulerede Hamas med, at det israelske modsvar ville blive så massivt og brutalt, at det i sig selv ville få det vestlige samfund til at fordømme Israel og den arabiske verden til at løbe skrigende bort.
At den strategi er lykkedes i Vesten, behøver man ikke have fulgt rasende godt med for at konstatere. Selv Israels nærmeste allierede, USA, har tordnet mod den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, og truet med at stoppe for våbenleverancerne, medmindre israelerne i langt højere grad sikrede nødhjælpen til Gaza og holdt inde med at gå til angreb i Rafah, Gazas sydligste region, hvor der stadig er Hamas-brigader, der ikke er blevet nedkæmpet.
Men selvom den vestlige støtte til Israel i den seneste tid er forvitret under påvirkninger af de frygtelige billeder fra Gaza, har fordømmelserne fra andre arabiske regeringer været påfaldende spage. Det kunne tyde på, at man i Saudi-Arabien og andre sunnimuslimske lande hele tiden har blikket fæstnet på det store billede: Det billede, der som et foto i mørkekammeret med nattens iranske droneangreb nu endelig toner frem.
Saudierne har før kaldt Iran for slangens hoved, og der er to begivenheder, som viser, at israelerne nu går efter at bide hovedet af. I sidste uge trak den israelske hær sine tropper mere eller mindre ud af Gaza. Det var højst overraskende, ikke mindst fordi den israelske regering i månedsvis har sagt, at Israel aldrig ville kunne nedkæmpe Hamas, medmindre hæren også invaderede Rafah.
Og selvom det israelske forsvar har sagt, at man ikke skulle lægge det store i, at tropperne trak sig ud, har mange israelske kommentatorer set det som et tegn på, at Netanyahu har givet efter for amerikansk pres og indset, at krigen mod Hamas var tabt. Men måske handler det også om, at Israel har fået en større fjende at koncentrere sig om. I så fald må Hamas vente.
Den anden begivenhed var attentatet 1. april i den syriske hovedstad, Damaskus, hvor et missil ramte en bygning i det iranske konsulat og tog livet af flere højtstående iranske militære ledere, deriblandt general Mohammad Reza Zahedi, der koordinerede det iranske regimes forbindelse til den libanesiske milits Hizbollah. Det var det attentat, som fik iranerne til at affyre over 300 droner og missiler i nat mod Israel, som stort set alle blev skudt ned. Kun et enkelt ramte en base i det sydlige Israel, angiveligt uden at føre til større skader.
Med attentatet i Damaskus har Israel tvunget Iran til at træde frem i egen ret i stedet for at lade stedfortrædermilitser føre regimets mangeårige krig mod Israel. For israelerne har det længe været en utålelig situation. Hizbollah har siden 7. oktober jævnligt sendt raketter ind over grænsen til Israel, hvilket har bevirket, at næsten 100.000 israelere har måttet evakueres fra de nordlige områder. Med attentatet i Damaskus har Israel ønsket at trække en grænse.
Nu vil Israel føre konflikten over på iransk territorium. Det forbløffende ved gårsdagens angreb var således ikke bare, at amerikanerne stod utvetydigt bag Israel og hjalp med at skyde dronerne ned. Her var der ingen vaklen.
Det forbløffende var også, at Jordan, som trods en fredsaftale har et elendigt forhold til Israel, tillod, at israelske jagerfly fik adgang til jordansk luftrum for at få ram på de iranske droner. Også jordanske jagerfly deltog i at skyde dronerne ned.
Den jordanske kong Abdullah har udtalt, at han ikke vil tillade, at Jordan bliver et iransk protektorat, ligesom Irak er blevet det. Kongen ville heller ikke give den iranske hær tilladelse til at bruge jordansk territorium og luftrum, ligesom iranerne frit gør det i Syrien og Libanon. På trods af et yderst anstrengt forhold til Israel har den jordanske konge i denne konflikt tydeligt valgt side.
Den israelske regering har bebudet, at man har i sinde at gengælde nattens iranske angreb, og Iran har meddelt, at man vil angribe enhver magt, der bistår Israel. Det vil utvivlsomt få konflikten til at eskalere yderligere.
Men skønt Iran angiveligt er i besiddelse af Mellemøstens største lager af ballistiske missiler, er regimet i Teheran for Israel en mere bekvem fjende. Humanitære og civile hensyn står ikke i vejen. Iran er en stat med talrige militære mål. Den slags mellemøstlige stater har Israel før med held besejret.
I en tidligere udgave af denne kommentar skrev Klaus Wivel, at Israel ville »få amerikanernes og europæernes opbakning« til et gengældelseangreb på Iran. Det står i løbet af søndagen klart, at det har han næppe basis for at mene, som også Gunnar Willum skriver i sin artikel i dag. Vi beklager.
