De amerikanske skattemyndigheder har længe forsøgt at spore de formuer, som kanaliseres gennem diverse selskaber og fonde og ender i Schweiz eller Panama. Men det viser sig, at de slet ikke behøver at se så langt. Offentliggørelsen af de såkaldte Pandora-papirer viste i denne uge, at flere amerikanske stater bugner af opsparede formuer fra velhavere i både USA og en række andre lande.

De er ikke helt salonfæhige alle sammen, hvilket amerikanske medier da også har travlt med at påpege i disse dage. Undersøgende journalister fra sammenslutningen ICIJ har både fundet colombianske narkopenge og formuer fra et udskældt brasiliansk juice-imperium i de amerikanske skattely.