Skatteflytning

Denne artikel udkommer også i Weekendavisens politiske nyhedsbrev Mandag Mortensen. Læs mere og tilmeld Dem her.

Intet kan tilsyneladende sætte mere brand i en socialdemokratisk forsamling end udsigten til fremover at kunne beholde lidt flere af egne penge i stedet for at aflevere dem til staten.

Derfor kom regeringens planer om at sænke skatten til at fylde det meste af et socialdemokratisk årsmøde, der vel egentlig skulle have fejret, at partiet siden sidste samling i Aalborg havde besejret minkproblemer og leveret et valgresultat over forventet. Men det blev en noget vrangvillig flok, der hyldede Mette Frederiksen.

Dermed blev den forløbne weekend en udstilling af, at Storm Ps ord om, at øl er øl – og omvendt, også gælder for politik.

I Herning, hvor Det Konservative Folkeparti var forsamlet, talte Søren Pape Poulsen, der i november gik til valg på at fjerne topskatten og lette i bunden. Ordet skattelettelse blev stort set ikke udtalt i den forsamling, mens samme glose bemægtigede sig socialdemokraternes gode humør. Skattelettelserne var så at sige rejst fra blå Herning til røde Aalborg.

Selvfølgelig kunne Frederiksen banke sin forsamling på plads og minde om, at hun faktisk gik til valg på blandt andet skattelettelser. Det er formelt rigtigt, at man skal endnu en valgkamp baglæns i historien, før det socialdemokratiske mantra var, at man må vælge mellem skattelettelser eller velfærd. Men noget tyder på, at den socialdemokratiske sjæl har haft svært ved at følge med. Kommunalpolitikere med ondt i budgettet er i hvert fald ikke begejstrede. Faktisk skal man vel op i øverste ende af partiets ministerhierarki for at finde ægte begejstring.

Måske erindrer man i partiet den nærmest lettede stemning, da netop Søren Pape Poulsen i valgkampen lancerede topskattens død kombineret med næsten nulvækst i den offentlige sektor. 40.000 af velfærdens kernetropper måtte se frem til en fyreseddel, hvis det blev til virkelighed, lød Mette Frederiksens budskab. Og den liberale statsministerkandidat Jakob Ellemann-Jensen måtte skyndsomt bedyre, at så ond var han ingenlunde.

Pape havde med sit program udfordret den såkaldte Hjort-doktrin, opkaldt efter Venstres Claus Hjort Frederiksen. Ifølge den vinder de borgerlige ikke valg, medmindre de afholder sig fra løfter om store skattelettelser kombineret med besparelser på velfærdsstaten.

Der var givet mange andre grunde til, at Pape i løbet af få ugers valgkamp gik fra statsministerkandidatur til eklatant nederlag. Men fortrudt løftet har han. Det sagde han for nylig i et interview med DR, og som nævnt var emnet i påfaldende grad fraværende i Herning.

I stedet forsøgte Pape at blæse liv i gamle, henslumrede konservative værdier. Familien og de forpligtende frivillige fællesskaber. Om De Konservative så kan overbevise bredere kredse om, at den nye Pape er den ægte vare i modsætning til den gamle Pape, henstår endnu i det uvisse.

Internt i partiet må det have foruroliget, at næsten en fjerdedel af de delegerede gav opbakning til EU-parlamentarikeren Pernille Weiss, som Pape og hele partiledelsen har lyst i band. Selv valgte formanden at glæde sig over en klapsalve på to og et halvt minut. Den målestok for opbakning er vist ikke benyttet, siden et par spindoktorer stod med stopur på Mogens Lykketofts første årsmøde som formand for Socialdemokratiet.

Om Pape på længere sigt overlever som partiformand, hænger givet mere på, om han kan skaffe synlig fremgang blandt vælgerne, end på længden af partisoldaternes klapsalver.

Realiteten er, at han stadig skal kæmpe for sin post i modsætning til Mette Frederiksen, selvom hun lige nu har overtaget bøvlet med at forklare, at det muligvis kan lade sig gøre at betale lidt mindre i skat, uden at velfærdssamfundet synker i grus.