Sengefæller

Traditionelt har venstrefløjen været konspirationsteoriernes hjemsted. I nullerne var det helt normalt, ja nærmest selvindlysende på venstrefløjen, at Irak-krigen i virkeligheden handlede om at stjæle landets olie på vegne af selskaber som Halliburton. Det har længe været udbredt at anse medierne som i lommen på zionister, når en konflikt i Israel/Palæstina bryder ud. Og indtil for nylig kunne der ikke afvikles en demonstration mod en forringelse af velfærden, uden at der dukkede folk op iført T-shirts, hvor der stod, at 11. september var et inside-job.

I al den tid var det borgerlige Danmark beundringsværdigt fri for samme tendenser. Her var det langt mindre udbredt at abonnere på teorier om luskede sammensværgelser dybt inde i samfundets bærende institutioner. Udover den mest ekstreme islamkritik, der havde elementer af det, erindrer jeg ikke en eneste borgerlig konspirationsteori fra de foregående årtier. Man kunne klage over velfærdsstatens lange fangarme, bureaukratiets evige vokseværk, den manglende tillid til den enkelte borger, indvandringen og den slags, men det hørte til i kassen med legitim, holdningsbaseret samfundskritik.