GIVER det overhovedet mening at tale om at sanktionere Saudi-Arabien oven på den formodede likvidering og partering af den kritiske, i USA-bosiddende saudiske journalist Jamal Kashoggi på kongedømmets konsulat i Tyrkiet? Principielt set, i allerhøjeste grad. Realistisk set, næppe. Det er højst usandsynligt, at USAs præsident skulle rammes af et pludseligt anfald af pressefrihedssympati for en journalist med hang til Det Muslimske Broderskab, og som skrev klummer i Trumps yndlingsaversion The Washington Post. Ikke mindst fordi det ville føre til ofringen af talrige arbejdspladser, som saudierne sikrer som den klart største importør af amerikansk militært isenkram. Hele Trumps amerikanske mellemøstpolitik er desuden bundet op på et godt forhold til landets reelle leder, den unge kronprins Mohammed bin Salman. Saudi-Arabien indgår i en ny, vægtig alliance med Israel og USA, fordi de tre nationer deler fjende: Iran. En enkelt journalists vanskæbne kommer næppe til at sætte et så stort, møjsommeligt opbygget forhold over styr.

MAN kan nu alligevel tilstå sig selv det fromme håb, at det angivelive mord ville indvarsle et radikalt nyt forhold til Saudi-Arabien. Der er ubegribeligt mange grunde til at sanktionere oliestaten, de fleste af større betydning end denne makabre sag. Få lande har skabt værre problemer for verdenssamfundet end saudierne med deres velvoksne eksport af vor tids mest intolerante ideologi, wahabismen. Kloden er i dag beplantet med saudisk finansierede moskeer, ført an af saudisk uddannede og betalte imamer, der prædiker ekstrem intolerance mod alle, der ikke mener som dem selv. Overalt har denne indflydelse ført til splittelse, vold og aktiv modarbejdelse af integration. Når vi overhovedet hertillands har haft behov for at diskutere burkaforbud, skyldes det, at denne klædedragt sammen med wahabismen hører til landets fremmeste kulturprodukter.

SAUDI-ARABIENS påvirkning har dog været værst, når det handler om Mellemøsten, hvor landet har sat sig spor overalt: fra Taleban i Afghanistan, til salafismen i Egypten, til Islamisk Stat i Irak og Syrien – en bevægelse, hvis straffe for utroskab, homoseksualitet og frafald ikke afviger synderligt fra dem, der praktiseres i Saudi-Arabien. Læg dertil katastrofen i Yemen, hvor Saudi-Arabien fører en stedfortræderkrig mod Iran, der har ført til, at 13 millioner ifølge FN risikerer at dø af sult i de kommende måneder. Sidst, men ikke mindst, er der terrorismen. 15 ud af de 19, der stod bag 11. september 2001-angrebet i USA, var saudiere, skønt amerikanske myndigheder har været forbavsende flittige til at mørklægge enhver indikation, der pegede i retning af ørkenstaten. I Washington er man gået langt for at undgå at støde den ømskindede familie i Riyadh.

KRONPRINS Mohammed bin Salman er godt nok blevet kendt som en reformator, og det har givet ham betragtelig goodwill, at han har tilladt kvinder at køre bil. Meget mere skulle der åbenbart ikke til, før alle gamle forbehold syntes fejet af banen. Tilgivet blev også, at han sendte sine kritikere bag tremmer eller for nylig lagde sig voldsomt ud med Canada, fordi den canadiske udenrigsminister tillod sig at kritisere arrestationen af kvinderettighedsforkæmpere i Saudi-Arabien. Herefter smed kongedømmet den canadiske ambassadør ud og erklærede, at man ville suspendere alle nye handler med og investeringer i Canada.

FINGEREN bag umådeholden international pression er igen og igen Saudi-Arabiens. Kronprinsen nægter enhver skyld oven på det formodede mord på den saudiske journalist, og han har truet USA med at droppe alt våbensalg med milliarder af dollar i tabt fortjeneste til følge, hvis amerikanske politikere gør alvor af truslerne om at sanktionere styret. I stedet vil kronprinsen åbne pungen for våbenindkøb i Rusland og Kina. Han har også truet med at hæve prisen på olie betragteligt med fare for økonomisk recession over hele kloden ligesom under oliekrisen i 1970erne. Men som sagt: Intet af dette kommer formentlig til at ske. Prisen ved åbent fjendskab mellem USA og Saudi-Arabien er for høj. kw