For mig har overklassen altid været en sær spejling af underklassen. Begge steder er dekadente. Fædrene fraværende. Kvinderne uden arbejde, men med alt for mange børn, andre må tage sig af. Her behøver man ikke vente til klokken fem for at drikke. Elever tager taxa til skole. Det er amoralens steder, blottet for de værdier, der holder samfundet sammen. Her træder man gerne på andre. Der er hierarkier og hakkeordener. Den eneste substantielle forskel på de to klasser er, hvor stor en rolle kommunen spiller i folks dagligdag.

Sådan ser overklassen ud fra middelklassen, hvis man som mig kun har fordomme, men ingen empiri. Jeg er selv fra Københavns højere kulturelle middelklasse og kender kun overklassen på afstand. Hvor jeg kommer fra, har vi flere kloge tanker og rigtige holdninger, end vi har penge. Jeg har aldrig haft hverken en ven eller bekendt fra den nordsjællandske overklasse. Den har altid været et fjernt og mytisk sted af hvidkalkede bygninger med sorte, glaserede teglsten, hvor der bor mænd i dyre, hvide skjorter med tilbagestrået hår, der kører rundt i åbne biler og har koner iført pels og Gucci-solbriller.