Rusland rasler med sablen, men NATO vil stadig ikke rasle med

Den norske politiker Jens Stoltenberg fortsætter som NATOs generalsekretær til september 2023. Jobbet som norsk nationalbankdirektør må vente, mens Stoltenberg leder alliancens svar på præsident Putins erobringskrig i Ukraine. På pressekonferencen efter NATO-topmødet, hvor Stoltenberg fik sin kontrakt forlænget, bemærkede han, at »vi er parate til det lange træk«. Det var topmødets egentlige konklusion. NATO vil øge sit beredskab, mens medlemmerne øger deres forsvarsbudgetter. NATO har indstillet sig på, at konflikten med Rusland vil være langvarig. Når stats- og regeringscheferne mødes igen i Madrid i juni, vil de vedtage et strategisk koncept, der lover et større euroatlantisk forsvar med mere afskrækkelse af Rusland.

Hvis man fulgte topmødet fra Kyiv, kunne man undre sig over, at NATO allerede var fokuseret på den langsigtede konfrontation med Rusland i stedet for den kortsigtede hjælp til Ukraine, der står midt i den krig, som NATO vil forhindre spreder sig til resten af Europa. NATOs løfte om ikke at blive gode venner med Rusland i morgen, og den trussel om fortsatte sanktioner, som det indebar, er selvfølgelig en hjælp til Ukraine. Sanktionerne har først for alvor vægt, hvis Rusland ikke tror, at de forsvinder hurtigt, og den russiske hær vil først for alvor føle, at operationerne i Ukraine er udsigtsløse, hvis de ved, at forsyningerne til den ukrainske hær fortsat vil strømme til fra NATO-landene.

Det mest sigende i NATO-deklarationer er oftest, hvad der ikke står. I konklusionerne fra deres møde 24. marts giver stats- og regeringscheferne ingen konkrete løfter om militær støtte til Ukraine, og der er heller ingen løfter om en flyforbudszone over Ukraine. Selvom NATO bekræfter sin »åben dør-politik«, og dermed sit halvhjertede løfte om, at Ukraine en dag bliver medlem, så tjener teksten mere til at sige til Rusland, at Kreml ikke skal blande sig i, hvem NATO ønsker som medlemmer, end at rent faktisk invitere Ukraine indenfor. Generalsekretæren insisterede tværtimod på, at udvidelsen af NATO efter Den Kolde Krig har været en stor succes. Det var en succes i datid.

Til gengæld nævner NATO de 40.000 soldater, som alliancen har placeret på sin østflanke, og offentliggør en beslutning om at etablere fire nye multinationale kampgrupper i Bulgarien, Rumænien og Slovakiet. Den styrke er ikke i nærheden af at have en størrelse, som ville gøre det muligt for NATO at gribe militært ind i Ukrainekrigen.

NATOs svar på Ruslands erobringskrig er med alliancens egne ord »forebyggende, proportionelt og ikkeeskalerende«. Generalsekretær Stoltenberg nævnte på sit pressemøde, at der er 100.000 amerikanske soldater i Europa og lagre af udstyr, som vil gøre det muligt hurtigt at sende flere amerikanske styrker til Europa. Budskabet var, at NATO er parat til dramatisk at øge sit beredskab, men søger at tage dramatikken ud af den mulighed for ikke at eskalere konflikten.

NATO nævner således omhyggeligt, at alliancen har styrket sit beredskab og sin kapacitet til at håndtere brugen af kemiske, biologiske og nukleare våben. Men alliancen er lige så omhyggelig med ikke at tale truslen om et russisk atomangreb op. Selvom præsident Putin og Kremls talsmænd har raslet med atomsablen, så har Vestens politik været ikke at rasle med. Vesten fortsætter således strategien om at udstille russisk aggression og være åben om den vestlige viden om russiske planer, men ikke selv at bidrage til eskalationen.

NATO har altid været en defensiv alliance. At NATO reagerer forsigtigt og defensivt på Ruslands erobringskrig, er måske det bedste bevis på, at præsident Putins argument om, at det er NATOs udvidelse, der har tvunget Rusland til at erobre Ukraine, er et skalkeskjul for imperiale ambitioner. Forsvarspositionen er stærk, så længe Ukraine er parat til at kæmpe mod Rusland. Men den stærke forsvarsposition kan hurtige blive til afmagt, hvis det ukrainske forsvar bryder sammen, eller Rusland anvender masseødelæggelsesvåben. Kan NATO undlade at gribe ind, hvis Rusland bruger kemiske våben? Kan en vestlig offentlighed mobiliseret for Ukraine acceptere, at stats- og regeringslederne ser til, mens Kyiv bliver angrebet? NATOs ledere svarer ikke på de spørgsmål, men NATOs styrkeopstilling giver til gengæld en del af svaret: Alliancen har ikke styrker på plads til at rykke ind i Ukraine og heller ikke styrker til at understøtte en flyforbudszone. Det kan alliancen godt få på plads – på langt sigt.