Profanering. For to uger siden indtog højrefløjsradikalister Danmarks største shiitiske moské med røgbomber, banner og et krav om »remigration«. Hvorfor har stort set ingen politikere fordømt hændelsen?
Rød røg fra moskeens tag
Omkring daggry, fredag den 18. juli, kravlede fire mænd i gule refleksveste op ad en stige og besteg Iman Ali-moskeen i København. Det meste af byen sov, men deres dronebårne kamera fangede det hele. Røgbomberne, der indhyllede den turkisklinkede shiitiske moské i et hvirvlende rødt tæppe. Deres knyttede næver, der boksede i luften, så det på videoen ser ud, som om de slår i takt med technomusikken, der er lagt hen over billederne. Banneret, de lod falde, hvor budskabet stod skrevet med hvide bogstaver på rødt stof: »Remigration!«
Kort tid efter var de væk igen. De refleksvestklædte kom fra Generation Identitær, en paneuropæisk, højreekstrem protestgruppe bestående af hovedsageligt unge mænd. De er ulovliggjort i flere lande og beskrives af eksperter som »højreradikale hipsters« og »fascister i fåreklæder«.
Del: