Rigtige kvinder

DA psykologiprofessor Christine Blasey Ford i 2018 anklagede Brett Kavanaugh for et seksuelt overgreb, strømmede sympatien hende i møde. Nu, hvor forfatteren Tara Reade har gjort det samme mod Joe Biden, er der larmende tavshed. Sagerne minder ellers om hinanden: Begge kvinder hævder, at de blev holdt fast mod deres vilje og gramset på. I begge tilfælde er det flere årtier siden, at overgrebene fandt sted, og begge anklager er rettet mod mænd med store ambitioner: Kavanaugh ville være højesteretsdommer; Biden vil være præsident. I begge tilfælde er det kvindernes ord mod mændenes: Der mangler upartiske, troværdige vidnesbyrd. Det kan være sandt. Det kan også være løgn.

DESVÆRRE ved vi udmærket, hvorfor reaktionerne er så forskellige. Det er ikke, fordi feministerne på den amerikanske venstrefløj har indset, at man ikke skal dømme nogen på forhånd. Nej, forskellen er, at Kavanaugh er højreorienteret og Biden venstreorienteret. Og det bekræfter nok en gang en svaghed ved den moderne feminisme: Den handler om politik, før den handler om kvinder. Man kæmper ikke generelt for at øge kvinders indflydelse på egne og samfundets anliggender: Nej, man kæmper for at styrke en bestemt politisk opfattelse. Derfor glæder man sig også kun over kvinder, der kommer til tops, hvis de har de rigtige holdninger. De andre gælder ikke for en feministisk sejr: Man hører ikke feminister på venstrefløjen lovprise Sarah Palin, Margaret Thatcher, Theresa May, Marine Le Pen, Pia Kjærsgaard, you name them, for de betragtes som en slags kønsforrædere, der har internaliseret patriarkatets normer. Man er nemlig kun en rigtig kvinde, hvis man anser sig for undertrykt af det mandsdominerede samfund, som bærer skylden for, at der ikke er lige så mange kvinder i toppen som mænd.

AT der heller ikke er lige så mange kvinder i bunden af samfundet, forbigås i tavshed. Det skal ikke misforstås. De færreste kvinder ville formentlig være feminismen foruden, for det er den, der har skaffet os mulighederne. Men resultaterne skal vi altså selv skaffe. Man kan ikke klynke sig til magten. Derimod gør det absolut ikke noget, hvis det også sker ved, at dygtige kvinder hjælper hinanden frem.

FOR tiden vises på HBO den fremragende serie Mrs. America, der er bygget over »husmoderen« Phyllis Schlaflys kamp i de tidlige 1970ere mod Equal Rights Amendment, der ville indskrive ligestilling i forfatningen. Serien er fremragende, fordi den viser både feminismens og antifeminismens utilstrækkelighed. Man bliver lige ulykkelig af begge ideologier. For de konservative har alle dage haft ret i, at friheden er i det bundne. Det, der til syvende og sidst betyder noget, er ikke, hvem man gjorde sig fri af, men hvem man tog ansvaret for. De progressive har til gengæld altid haft ret i, at det kun gælder, hvis den enkelte frit kan vælge, om han eller hun vil tage det ansvar på sig eller ej. Feminismen bør kæmpe alle kvinders sag, uanset politisk observans. Og kvinder skal ikke anerkendes som ofre, men som myndige mennesker, der må bære ansvaret for deres egne valg, gode som dårlige. Ansvaret er magtens følgesvend, og tager man ikke det ene, så får man ikke den anden.