Venezuela. Domstolene er fuldstændig politiserede, og de fleste betjente og soldater enten magtesløse eller korrumperede. Sulten efter lov og orden mættes i stedet af lynchninger og bandeledernes justits. Vi møder en lokal fredsmægler, der forsøger at dæmpe volden.
Retfærdighed må man selv skaffe
SOCOPÓ, BARINAS – Flugtplanen var klar. Manuel Hernandez havde sparet 1800 dollars op og skulle til Peru om to uger for at starte et nyt liv langt fra det venezuelanske kaos. Han manglede kun at overbevise sin kæreste, og ellers måtte det blive uden hende. Men så rygtedes den 20-årige tjeners plan, og nogen brød ind i hans hjem og stjal alle pengene.
»Nu er jeg fanget. Jeg får aldrig råd til at rejse igen,« konstaterer han nogle dage efter på parkeringspladsen bag den sportsbar, hvor han lige har fået fri. Hans løn på 35 kroner om måneden er det dobbelte af en mindsteløn, men rækker kun akkurat til tre daglige måltider, og dens værdi halveres hver måned på grund af den hyperinflation, som IMF skønner vil nå 13.000 procent i år.
Del: