Akademia går igennem en svær tid. Sommerens måske største skandalehistorie havde selveste Cambridge Universitet i centrum, da sociologiprofessoren, den britisk-ghanesiske Jason Arday, blev afsløret i omfattende plagiat og svindel med forskningsdata samt i at have opdigtet store dele af sin – bogstaveligt talt – utrolige livshistorie.

Arday tog sit eget liv 14. august. Det blev dog langtfra enden på det, der ligner en voksende tillidskrise mellem offentligheden og store dele af den akademiske verden. For i hans død så mange forskere en martyr, der var blevet hetzet, ja, ligefrem »lynchet«, fordi han var sort. Selv det højt estimerede naturvidenskabelige tidsskrift Nature har i denne uge meldt sig ind i debatten på den side, der ser Arday som et uskyldigt offer for en urimelig, racistisk mediebevågenhed.

Hvis nogen i akademia har troet, at denne modoffensiv kunne genetablere tilliden til forskningsverdenen, så har man nok forregnet sig. For beviserne for Jason Ardays fabulerende mytomani er overvældende og meget svære at tilbagevise. Deres kampagne mod medierne risikerer blot at stadfæste en mistanke, der længe har hængt over store dele af forskningsmiljøet: At man i stigende grad prioriterer ideologisk renhed over faglighed, aktivisme over fakta.

Originalfoto: Tobias Kobborg, Scanpix.

Herhjemme har vi fået vores egen miniatureversion af Jason Arday-sagen. Radio IIII kunne i august afsløre, at RUC nægtede at uddele en ph.d.-grad til den nu tidligere forsker Bushra Hanif, efter at Nævnet for Videnskabelig Uredelighed havde stemplet hendes afhandling som videnskabelig uredelig.

Det er siden kommet frem, at det var en bibliotekar på RUC, der havde fundet de 39 eksempler på plagiat – heraf »adskillige i den alvorlige ende« – der endte med at diskvalificere afhandlingen. Han havde endda udarbejdet en rapport om disse problemer og indleveret den ad to omgange. Det gjorde dog intet indtryk hverken på vejlederen, kommunikationslektor Karsten Pedersen eller lederen af ph.d.-skolen på RUC, queer-antropologen Rikke Andreassen, der ikke kunne se, at der skulle være noget galt. Trods talrige selvmodsigelser i datamaterialet blåstemplede bedømmelsesudvalget også afhandlingen. Bibliotekaren måtte herefter gå uden om ph.d.-skolen og henvende sig direkte til RUCs ledelse, før sagen blev taget alvorligt.

Ideologisk slagside

Hvordan kunne det lade sig gøre, at en så elendig afhandling gled igennem systemet?

Her er der en oplagt hypotese, som også kan forklare, hvorfor Cambridge ignorerede alle de mange advarsler i Arday-skandalen. For Bushra Hanifs afhandling havde en tydelig ideologisk slagside. Den var et forsøg på at gøre op med selve begrebet »social kontrol« som et religiøst og kulturelt fænomen blandt muslimer.

Hun havde interviewet ti kvinder på krisecentre og kunne blandt andet konkludere, at islam i højere grad var en del af løsningen end af problemet. En af hendes kilder havde eksempelvis droppet sit tørklæde og blev derfor tæsket gul og blå af sin bror. Alligevel fandt Hanif frem til, at islam var emanciperende for hende, fordi hun ikke havde valgt at melde sig helt ud af religionen, men blot fortolke den anderledes end sin bror.

Denne tilgang har vi set før. Det var præcis samme pudsige logik, man kunne finde i den skandaliserede RUC-rapport Magt og (m)ulighed fra 2020, hvor fænomener som genopdragelsesrejser og islamundervisning blev fremhævet som positive bidrag til kvinders frigørelse. Disse lettere besynderlige konklusioner gjorde, at daværende udlændingeminister Mattias Tesfaye dengang måtte lægge rapporten »pænt nederst i bunken i nederste skuffe«.

Her er det værd at notere sig, at Hanifs første vejleder på sin afhandling var en af de to forskere, Lise Galal, der stod bag den udskældte rapport fra 2020. Den anden forsker bag rapporten, Louise Liebmann, skrev i 2014 en ph.d.-afhandling med titlen Et spørgsmål om ære? Intertekstuelle læsninger af fortællinger om æresrelateret vold, der til forveksling minder om Bushra Hanifs. Her forsøgte hun at så tvivl om begrebet »æresrelateret vold« og bortforklare kultur som en årsag til vold mod muslimske kvinder. Fra Liebmanns ph.d. i 2014 over skandalerapporten fra 2020 til Hanifs kasserede afhandling i 2026 løber der en tydelig fælles ideologisk understrøm, hvor islam og muslimsk æreskultur konsekvent frikendes.

Man kan således få samme mistanke som i Arday-affæren: Gik Bushra Hanifs uredelige afhandling igennem systemet, fordi den bekræftede nogle ideologiske dogmer, der hersker i disse forskerkredse? Dogmer, der her forsøger at bortforklare eller ligefrem benægte eksistensen af en muslimsk klan- og æreskultur typisk ved at jonglere lidt med nogle begreber og foretage kreative analyser af interview?

Noget kunne tyde på det.

I øvrigt

I den svenske valgkamp har det længe set ud til, at det borgerlige parti Liberalerna ville ryge under spærregrænsen og dermed vinke farvel til Riksdagen efter 124 års parlamentarisk historie. I denne uge har de dog fået en markant fremgang. 

Det kommer efter, at partiets formand Simona Mohamsson i solidaritet med svenske jøder iførte sig en davidsstjerne under partilederdebatten den 17. august. Det har affødt så voldsomme, antisemitiske reaktioner, at det tilsyneladende har haft en positiv effekt for partiet. Efter i længere tid at have ligget omkring 2 procent, er partiet nu op omkring 3 procent. Det er dog ikke helt nok, da spærregrænsen i Sverige er på 4 procent. 

Partiet må håbe, at der kan komme lidt flere antisemitiske udbrud fra diverse islamister, antizionister og venstreekstremister, så partiet kan få det sidste skub.