Kommentar. Hvornår indser dem på Christiansborg, at deres hykleri ikke forsvinder, bare fordi de ikke vil indrømme det?

Politikere med dårlig hørelse

Morten Dahlin så dramatisk ind i kameraet sidste år, da han opfordrede Det Radikale Venstres Sofie Carsten Nielsen til at kræve en advokatundersøgelse af Mette Frederiksen.

»Vil du stadig kæmpe for retsstaten, eller lokker ministerbilerne?« sagde han højtideligt.

I dag, en ministerpost og en midterregering senere, er han knap så kæphøj. Man frygter nærmest, at Dahlins hørelse er begyndt at svigte i en alder af kun 34. Hør blot hvad han svarede, da Ekstra Bladet stillede ham hans eget spørgsmål, efter at han nu er blevet udnævnt til ny kirke- og landdistriktsminister.

Hvordan er det at vælge ministerbilen frem for retsstaten?

»Jeg er meget ydmyg over at være blevet spurgt, om jeg vil indtræde i regeringen.«

Da Børsen prøvede igen, gik det ikke meget bedre:

Er du blevet præcis det, som du advarede de Radikale imod at blive?

»Jeg er bestemt ikke blevet radikal. Det kan jeg fuldstændig afvise.«

Det var heller ikke det jeg spurgte om. Jeg spurgte dig, om du var blevet det samme, netop at have solgt ud for en ministerbil?

»Jeg er meget glad for, at vi har dannet en regering henover midten.«

Sådan svarer en dygtig politiker: udenom. Udvekslingen kan høres i Ekstra Bladets podcast Ingen Kommentarer og viser, at dansk politisk kommunikation er blevet en disciplin, hvor den, der er bedst til at ignorere kritiske spørgsmål, vinder.

Interviews med politikere er alt for ofte et sandhedens spejlkabinet, et sted hvor nord pludselig bliver til syd, og ubekvemme spørgsmål slet ikke kan høres. Som om politikernes forklaringsproblem mirakuløst forsvinder i den blå luft, hvis de blot gentager den samme, forberedte sætning fra deres talepapir.

Samtidig ruller de rundt på græsset som Neymar, hvis en journalist tillader sig at stille mere end de to tilladte spørgsmål til et pressemøde.

Ærlighed som en selvstændig kommunikationsstrategi blev ellers praktiseret af Mattias Tesfaye, da han var integrationsminister i den forrige regering. I modsætning til forgængeren Inger Støjberg foregav han aldrig, at det ene eller andet tiltag fra regeringen ville løse problemet med social kontrol eller udemokratiske holdninger en gang for alle.

Han afstod også fra de billige point, da han i 2019 flyttede asylbørnene fra udrejsecentret Sjælsmark til Avnstrup, hvor familierne selv måtte lave mad. Mens De Radikales Morten Østergaard løb rundt med armene i vejret, mindede Mattias Tesfaye om, at børnene fortsat ville tilbringe deres barndom på et asylcenter, bare et bedre et.

»Vi skal også være ærlige over for hinanden. Vi vil stadig se børn, der har det svært,« sagde han i en pressemeddelelse.

Siden er der løbet meget vand i den å, herunder et par af Tesfayes egne principper. Hverken han eller Kaare Dybvad Bek, der ellers er flittig til at give interviews, har haft lyst til at sige noget om regeringens koranlov. Den trækker ellers tæppet væk under deres filosofi om, at det er Gud, der har vigepligt, men alligevel håber de at kunne retouchere koranloven ud af deres egen virkelighed. Ganske enkelt ved at lade som om den ikke findes.

Og man kunne blive ved:

Statsminister Mette Frederiksen, der er berygtet for at træffe beslutninger uden at ryste på hånden, udtaler sig helst i staccato-interviews med de samme tre sætninger, som hun gentager i forskellige grammatiske variationer.

Tidligere Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensen, der talte meget om personligt ansvar, kunne aldrig selv tage ansvaret for at gøre Mette Frederiksen til statsminister. På pressemødet, hvor SVM-regeringens regeringsgrundlag blev fremlagt, blev han spurgt hvordan vælgerne skulle kunne stole på ham igen, og her demonstrerede han samme selektive hørelse som Morten Dahlin. I stedet for at tage tæskene som en soldat, lod Ellemann-Jensen, som om han ikke havde brudt et løfte til vælgerne. Faktisk havde han ofret sig selv for Danmarks bedste sagde han: 

»Helt ærligt, skal jeg lade min egen stolthed forhindre, at vi gør det rigtige? Skal jeg af frygt for at blive stødt på manchetterne eller få nogle blå mærker lade være med at gøre det, der er rigtigt for Danmark? Nej, det skal jeg ikke.«

Der må have været nogle virkelig bevidsthedsudvidende stoffer i omløb under taleskrivningen i Venstre i de dage.

Spørgsmålet er, hvornår det spindoktorregime, der blev etableret med Anders Fogh Rasmussens første regering i 2001, falder. Dengang troede politikerne på, at kommunikation virkelig var alt, og at man kunne hypnotisere vælgerne ved at vifte med et talepapir skrevet på dårligt dansk. 

I dag er det kun politikerne selv, der tror på, at deres ord skaber virkelighed. For alle andre er det nemt at se, når en politiker siger én ting og gør noget andet.