Pølsefabrikken

KULTURMINISTEREN KAN GODT lide at spise pølser. Derfor risikerer den danske pølsevogn nu at ende på UNESCOs liste over såkaldt immateriel kulturarv hånd i hånd med argentinsk tango, østrigsk lavinekontrol og bjørnefestlighederne i Pyrenæerne.

Sådan må man forstå tv-klenodiet Søren Ryges udlægning af, hvad der skete på et »fint, fint møde« i Kulturministeriet for nylig. Her havde ministeren, den moderate Jakob Engel-Schmidt, hidkaldt havemanden Ryge og selveste Ghita Nørby, så de tre sammen kunne diskutere sig frem til de 20 bedste bud på unik dansk kulturarv over en kop kaffe, agurkestave og æblebåde.

Foran dem lå en liste med 100 forslag, som ministeriet i forvejen havde skåret ned fra de oprindelige 9.724 ideer, som var indløbet fra danskerne i en »folkehøring« over nytår.

Det kunne lyde som en drøj omgang, men tog blot en halv time, fortæller Ryge i Jyllands-Posten, hvor han også åbner en underholdende sprække ind til forhandlingerne på den ministerielle pølsefabrik, om man må være så fri.

»Ghita Nørby synes selvfølgelig, at Bournonville-balletten skulle med. Den er jo enestående. Det er Det Kongelige Teater, for fa'en,« fortæller Ryge.

Selv foretrak han højskolerne, der også endte på listen. Sammen med H.C. Andersens eventyr og wienerbrød, håndbold og andelsbevægelsen, revy og cykelkultur.

»Og så er der pølsevognen. Den ville jeg sateme ikke have med. Det er det mest tåbelige og bøvede forslag,« fortæller Ryge ærligt i interviewet.

»Men så sidder den stakkels minister og siger: 'Hvis I vidste, hvor mange gange jeg har spist ved en pølsevogn, og hvor meget jeg elsker det.' Så røg den selvfølgelig med alligevel.«

KULTURMINISTEREN VAR I det hele taget en heldig pølse i processen.

Ikke bare fik Engel-Schmidt pølsevognen med på listen, men sjovt nok også smørrebrød og hygge, som han selv nævnte, da han bad danskerne om hjælp til at sammensætte listen lige før jul. Det samme gælder højskolerne og cykelkulturen, som han tilføjede i et interview med DR. Og sørme også fællessang, som han nævnte på Radio IIII.

»Men,« understregede han dengang, »det skal ikke være mig, der alene bestemmer, hvad der er særligt dansk.«

De 20 bud er nu sendt til afstemning blandt danskerne, men desværre kan man ikke stemme på selve listen.

Som forfatteren Knud Romer påpeger, er det ellers en helt særlig dansk disciplin.

»Det mest danske er lister over, hvad der er mest dansk, en uhæmmet selvoptagethed og selvglæde,« siger han til Jyllands-Posten. »Det er small dick energy, hvor man er nødt til hele tiden at hævde sig.«

Andre savner helt andre ting på listen. En kollega spurgte, om de har glemt Aula? En anden ledte forgæves efter vores drukkultur. Selv ville jeg tilføje vores evne til aldrig at snuppe det sidste stykke kage, men i stedet halvere det igen og igen, så der til sidst blot er en lille krumme tilbage.

I virkeligheden afslører det nok det danskeste af det danske: Vi kan kun tage os selv højtideligt på en uhøjtidelig måde.

Det er hermed gjort.