Oversigten over folketingsgruppen på Venstres hjemmeside ligner næsten sig selv. Smilende, statsbærende portrætter på en baggrund af vissen kornblå, afbalanceret med en jovial og alfabetisk opregning af gruppemedlemmerne efter fornavn. Cirka midtvejs blandt de 44, stadig med statsministersmilet limet på, findes således Lars Løkke Rasmussen med tør angivelse af hans nye rolle: folketingsmedlem. Karavanen er længst draget videre, enkelte hunde piber fortsat.

Kristian Jensen tituleres på hjemmesiden gruppeformand, og han kan endda også kalde sig fungerende formand, indtil landsmødet om et par uger vælger Jakob Ellemann-Jensen som ny høvding. Jensens formandsdrøm omsider flygtigt opfyldt, men købt for den blodige pris, at den for altid er bristet. Aldrig mere skal journalister paradere den efterhånden trivielle sammenligning med Johannes V. Jensens Christian 2. i Kongens Fald, som tvivlrådigt sejlede frem og tilbage mellem Høneborg Slot og Middelfart. Kæmpe eller ej? Færgen er omsider i havn.