Papeproblemet

Denne artikel udkommer også i Weekendavisens politiske nyhedsbrev Mandag Mortensen. Læs mere og tilmeld Dem her.

Man skal være gjort af stof, der er hårdere end sten, for ikke at føle sympati med den konservative leder, Søren Pape Poulsen, der søndag aften fortalte DR om sin oplevelse af valgkampen sidste efterår.

Ramt af panik før tv-debatter, hvor han skulle forsøge at vende partiets nedtur, ramt af angst for at træde ud af sin valgbus, når den nåede frem til endnu et torv med ventende tilhængere. Man kan dertil lægge sorg over et privatliv, der synkront og med maksimalt spotlys ramlede for statsministerkandidaten.

Kandidat er han så ikke mere, må man forstå. Det har måske ikke den store praktiske betydning, al den stund at vi næppe skal have valg foreløbig, og at det næppe ville ende i en konservativ jordskredssejr, hvis det alligevel skulle blive afholdt.

Men det efterlader dog dansk politik i den aparte situation, at den borgerlige opposition lige nu ikke har en kandidat til posten. I hvert fald ikke, hvis man ikke medtæller Jakob Ellemann-Jensen, og det gør man vel ikke rigtig for tiden på den fløj. I øvrigt svarer han heller ikke lysende klart, når han bliver spurgt om et muligt kandidatur. Så medmindre sagen ændrer sig inden, vil næste valg stå mellem Mette Frederiksen og Mette Frederiksen.

Interviewet, der stort set er det første, man har set til Pape siden valget, havde da også et mere beskedent mål end statsministerposten. Det handlede om at bevare pladsen som formand for et konservativt folkeparti, der for tiden er fattigt på både vælgere og politisk indflydelse.

Op til partiets landsråd om godt en uge har stadig flere interne stemmer rejst tvivl om Papes evne til at genrejse partiet. Det betyder ikke, at et formandsopgør er lige om hjørnet, men Pape og hans rådgivere skal have stoppet balladen, hvis den ikke skal vokse til en regulær trussel.

Lykkedes det så med interviewet søndag? Næppe!

Papes angrende og reflekterende stil, der står i skærende kontrast til hans aggressive og overtændte ageren i valgkampen, kalder som nævnt på sympati, men det er næppe ensbetydende med, at vælgerne eller det konservative bagland bliver overbevist om hans evne til at lede partiet.

Fejlene, og dem var der jo et par stykker af undervejs, påtog han sig det fulde ansvar for, og så langt, så godt. Men overbeviste han dermed nogen om, at han er den rette til at finde en bedre vej?

Det var eksempelvis en fejl, at partiet i valgkampen krævede topskatten udfaset inden 2030, erkendte han. Man havde gjort det for at dække en flanke til Liberal Alliance, og den måde skal man ikke tænke politik på. Det er taktik og spin.

Meldingen var givet et problem for den blå side, fordi den gav Mette Frederiksen mulighed for at trække det klassiske socialdemokratiske valg mellem velfærd og skattelettelser af stalden. Men mente Pape det så slet ikke?

Joh, men topskat står ikke øverst på listen, mens verden er i brand. Der er andre konservative værdier som for eksempel familien, og politik skal være mere værdibaseret.

Papes forsøg på at komme ud af den taktiske position fra valgkampen fremstod – ja, taktisk.

Heller ikke det mest presserende problem, nemlig sit eget formandskab, fik han solgt overbevisende.

På valgnatten fik han latterliggjort en journalist, der havde formastet sig til at spørge, om han ville fortsætte som partileder. Det har han så siden erkendt var en fejl blandt mange andre.

Men fortsætte vil han, siger han i hvert fald, selvom man godt kunne få den tanke, at han et sted inderst inde hellere vil hjem til Viborg og gå et par gode ture rundt om søerne.

Han vil fortsætte, siger han, fordi der aldrig har været mere brug for konservative værdier, end der er nu. Samfundet har lidt et autoritetstab, og her har konservatismen et svar. Verden er i brand, og folk efterspørger stabilitet.

Alt det kan der argumenteres for, men spørgsmålet er bare, om behovet for konservative værdier er det samme som et behov for Søren Pape Poulsen, eller om de to ting nærmere står i vejen for hinanden. Det er det, han skal overbevise sine partifæller om på landsrådet i Herning. Spørgsmålet er i kortform: hvis verden virkelig står i brand, som han siger, er Søren Pape Poulsen så manden, man vil ringe til for at få hjælp?