Afklippede fingre. Brutale overfald. Voldtægter. Angreb med kamphunde. Økonomisk afpresning. Hjemløse tvunget til at sælge narkotika. Dødstrusler mod udsatte borgere, der må smugles ud af byen og gå under jorden. Skyderier med en uskyldig mands død til følge.

Gaderne i Odense er præget af uroligheder i disse uger. Spørger man dem, der lever med hændelserne tæt på livet, hænger det hele sammen. De hjemløse, de flygtede, redningsorganisationen og politiet peger alle på Black Army, Vollsmose-banden, der på papiret nedlagde sig selv i 2017, men som angiveligt er på vej tilbage for at erobre tabt terræn. Derfor skruer de bissen på over for de mest udsatte borgere på gaden, som tvinges til at sælge narkotika for dem – og trues på livet, hvis de lader være.