Midt under Folkemødet fredag kunne troværdige norske medier berette, at den amerikanske præsident, Joe Biden, har bedt Jens Stoltenberg om at udskyde sin afgang som NATOs generalsekretær.

Den umiddelbare reaktion – også hos undertegnede – var, at nu er det nok game over for Mette Frederiksen, hvilket ikke nødvendigvis betyder genoprettelse af den gamle orden, men dog en aflysning af en akut krise i regeringen og Socialdemokratiet. Det er imidlertid en ombæring for tidligt at drage den konklusion.

Forklaringen er nærmere, at spillet om posten som generalsekretær ikke er helt så afgørende, som vi i Danmark har fået det gjort til. Selvfølgelig er det vigtigt for dansk indenrigspolitik, hvis vi skal skifte statsminister, men på NATOs topmøde i Vilnius i juli er det hverken det vigtigste eller næstvigtigste spørgsmål. Derfor vil den amerikanske præsident ikke have nogen uenighed om en sag, der uden videre kan udskydes et år eller nogle måneder. Det er selvfølgelig et signal om, at der ikke er entydig opbakning til Mette Frederiksen, men det vidste vi sådan set godt i forvejen. Men der er heller ikke opbakning til nogen anden kandidat, for så var vedkommende formodentlig bare blevet udpeget.

Det altoverskyggende spørgsmål på sommerens topmøde bliver Ukraine, og hvordan NATO forholder sig til Rusland. Her åbenbares konstant sprækker i alliancen, men det er afgørende for USA og NATO, at der bliver skabt størst mulig enighed om linjen, og at våbendonationerne fra medlemslandene fortsætter i mindst det nuværende omfang.

Spillet om posten som NATOs generalsekretær er ikke helt så afgørende, som vi i Danmark har fået den gjort til. Arkivfoto: Mads Claus Rasmussen, Scanpix
Spillet om posten som NATOs generalsekretær er ikke helt så afgørende, som vi i Danmark har fået den gjort til. Arkivfoto: Mads Claus Rasmussen, Scanpix Mads Claus Rasmussen

Modtag Weekendavisens politiske nyhedsbrev

Hver mandag skriver politisk journalist Hans Mortensen om konflikter, anekdoter, politiske brudlinjer og detaljer, de fleste andre har overset.

Hermed giver jeg tilladelse til, at Weekendavisen hver uge sender en mail med udvalgte historier og i tilfælde af ekstraordinære begivenheder mere. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan De læse mere om tredjeparter og hvordan De trækker Deres samtykke tilbage.

Næsten lige så vigtig er optagelsen af Sverige, som i modsætning til Finland er stødt på massiv tyrkisk modstand. Det kan sagtens blive det store drama op til og under topmødet.

Dertil kommer en tredje sag, som i høj grad handler om amerikansk indenrigspolitik. Joe Biden kan imødese, at Donald Trump vil angribe ham for ikke at presse de europæiske allierede til at bidrage mere. Trumps retorik i den sammenhæng var klart mere bastant end Bidens. Men den amerikanske holdning er entydig. Europæerne skal bidrage mere til vores egen sikkerhed. Et forsvarsbudget på to procent af bruttonationalproduktet er gulvet og ikke loftet, som amerikanerne udtrykker det.

Derfor kan man forvente, at USA på topmødet vil kræve en opstramning af toprocentsmålet. Eksempelvis ventes den nuværende formulering »aim towards« – at stræbe imod to procent – at falde væk. Hvilket også betyder, at den danske målsætning om permanent at nå to procent i 2030 kan komme til at fremstå en kende afpillet.

Med tre så kontroversielle dagsordenspunkter giver det ikke mening at tage en større strid om besættelsen af posten som generalsekretær, medmindre det kan ske i fuldstændig fredsommelighed, og det kan det næppe.

Mange af modsætningerne er allerede åbenbaret. Østeuropæerne vil ikke have en sydeuropæer, franskmændene ikke en britisk kandidat. Tyskerne vil helst ikke have de fremmeste østeuropæere, og polske kilder har ladet sive, at Mette Frederiksen måske ikke er deres kop te.

Meget af den slags kan henføres til den handel og vandel, der altid går i den slags udnævnelser. Andre og formelt uvedkommende poster og politiske stridspunkter kan bruges som betaling. Et speget spil, som let kan forstyrre et topmøde, hvor konsensus om meget store spørgsmål er mere påkrævet end nogensinde. Givetvis spiller det også ind, at man om et år skal besætte de helt store poster i EU – kommissionsformand og formand for Det Europæiske Råd. Formelt er der ingen sammenhæng med NATO-posten, men reelt er der mere at handle med og derfor større mulighed for at tilgodese flere lande.

Det betyder med andre ord sandsynlighed for, at udnævnelsen af generalsekretær udskydes til afgørelse på et senere tidspunkt, hvor sagen sagtens kan løses af landenes NATO-ambassadører.

Set med indenrigspolitiske briller betyder det, at det hele lige nu er tonet en kende ned, men langtfra ude af verden.

I Socialdemokratiet blev der i sidste uge gjort store bestræbelser på at dæmpe de gemytter, som allerede er i gang med at fordele arven efter Frederiksen. Selv indgik hun på Folkemødet væddemål om, hvorvidt hun stadig er statsminister i november. Hvis der blot er tale om, at man vil udskyde udnævnelsen af en generalsekretær for at opnå enighed om større spørgsmål, skal det ikke nødvendigvis få hendes parti- og regeringsfæller til at ånde lettet op. Tværtimod er der udsigt til måneder, måske et år med usikkerhed om statsministerens ambitioner.