NÅR jøderne går i synagogen, foregår det næsten altid på samme måde. De hebraiske tekster synges af kantoren, og menigheden følger med, så godt man kan. Der småsnakkes en del. Det er både bede- og forsamlingshus. For 75 år siden, den 29. september 1943, var det anderledes. Folk mødte op til onsdagens aftengudstjeneste – to dage før det jødiske nytår – men i stedet for kantoren stillede rabbiner Marcus Melchior sig op og advarede: Nu sker det! Den tyske aktion mod de danske jøder er i gang. Gå straks fra synagogen, saml jeres familier og forlad jeres hjem. I de følgende dage udspillede sig noget, der i historiebøgerne ligner et mirakel. Midt under Anden Verdenskrig lykkedes det næsten alle jøder i et besat europæisk land at flygte. Med hjælp fra naboer, fremmede og myndigheder. En unik begivenhed, der selv efter 75 års nærstudier virker utrolig.

FLERTALLET af de danske jøder slap væk: Godt 7000 mennesker kom til Sverige i dagene og ugerne, der fulgte. Den første advarsel kom fra G.F. Duckwitz, rådgiver for den rigsbefuldmægtigede Werner Best, og bevægede sig gennem det politiske og bureaukratiske system. Embedsmænd og politifolk opfordrede jødiske familier til at gemme sig, naboer og bekendte åbnede deres døre, modstandsbevægelsen arrangerede kørsel og skjulesteder, og der blev organiseret overfarter over Øresund. Hele vejen op ad kysten bidrog danskere af alle slags til redningsaktionen. Var det ikke lykkedes, ville den dansk-jødiske historie have lignet den norske og være sluttet med Anden Verdenskrig.

HAR mirakler det oftest med at have mere jordnære forklaringer, gælder dét også oktober ’43. I modsætning til andre europæiske jøder havde trosfællerne i Danmark en praktisk geografisk mulighed for flugt. Svenskerne meldte sig parate til at tage imod de flygtende. Og vigtigst: Tyskerne ville ikke at ophidse danskerne med en voldsom aktion mod de danske jøder. Det sidste er helt afgørende. Tyskland kunne naturligvis have stoppet flugten, men sørgede for at vende ryggen halvt til. Det mest opsigtsvækkende er, at den tyske analyse var rigtig: Deportation af jøderne i Danmark ville have skabt stor opstandelse i resten af befolkningen. Det var på dét punkt, Danmark adskilte sig helt fra alle andre europæiske lande.

DET var naturligvis ikke, fordi der ikke var antisemitisme i Danmark. Det var der – også langt mere end historiebøgerne ofte fortæller. Men de fleste danskere opfattede slet og ret jøderne som landsmænd – som også er titlen på Bo Lidegaards bog om flugten til Sverige. Det gjorde de af to grunde. For det første var den lille gruppe jøder i Danmark velintegrerede, ofte assimilerede. Både de gamle og nyere jødiske familier satte sig for at blive danske hurtigst muligt, og Mosaisk Troessamfund havde som formål at styrke den udvikling. For det andet havde de danske myndigheder i århundreder været indstillet på at beskytte jøderne. Var der optræk til overgreb, skred myndighederne resolut ind. Det kom ikke ud af den blå luft, da både myndigheder og store dele af befolkningen reagerede, som de gjorde, i 1943.

AFGØRENDE var altså det samlede, gensidige forhold mellem den jødiske minoritet og det omgivende samfund. Vi har i Danmark haft en uskrevet kontrakt, hvor jøderne selv har ønsket at blive danske landsmænd og taget et klart ansvar for at opnå netop dét, og samfundet har sørget for den beskyttelse, der gjorde det muligt. Der var jo ikke tale om at redde andre jøder end netop de danske. Når der i morgen holdes lørdagsgudstjeneste, og 75-året højtideligholdes, vil rabbineren som altid holde sin prædiken på dansk, og som altid vil han til sidst takke og velsigne det danske folk.

ANSVAR for en så bemærkelses­værdig historie påhviler begge parter – en sådan symbiose sker ikke af sig selv. Det er ikke en god ide at tage denne helt unikke historie som gidsel i en aktuel debat om indvandring, men man kan dog konstatere, at både det jødiske mindretal og det omgivende samfund i mange år havde løftet deres ansvar. Vi har en suveræn tradition for at forvente, at mindretal selv bevæger sig ned ad assimilationens komplicerede vej – og til gengæld ikke lægge dem forhindringer i vejen. Men den helt afgørende lektion er, at det kræver politisk opmærksomhed og konsekvens at sikre, at et jødisk samfund kan eksistere og overleve. Antisemitismen findes stadig. Antallet af antisemitiske hændelser steg sidste år, og relativt set er omfanget alarmerende. De sidste års trussel mod jøderne er uforandret: Der står derfor militær og politi foran synagogen og den jødiske skole. Danske politikere har aktuelt forstået behovet, men når tiden går, vil opmærksomheden svækkes. Vi ved, at der findes kræfter, der ønsker eller ligefrem planlægger at angribe danske jøder. Og vi ved, at det omgivende samfund altid må afgøre, om der kan bo jøder i Danmark. Sådan var det i oktober ’43. Og sådan er det i dag. kras