Natur­betinget omstilling

Fra sin bil leder Leif Friis Jørgensen i disse uger sine to mejerier, Naturmælk i Tinglev og Øllingegaard nær Hillerød. Coronaepidemien får hverken naturens kredsløb, køernes behov eller befolkningens indkøbsvaner til at høre op. Der er fortsat fart på både mejerierne og direktøren for det hele, der skal nå rundt og finde løsninger hos både kunder og mælkebønder: »Køerne kan jo ikke bare stoppe med at producere mælk, og det giver sig selv, at hvis vi slagter dem i dag, kommer der ingen kalve, og så bryder vi forsyningskæden. Det er altså en betragtelig del af Danmarks økonomi, vi bogstavelig talt slår ihjel så,« siger Leif Friis Jørgensen over bluetooth-anlægget på motorvej E45.

Hver dag modtager hans to mejerier 140 tons frisk komælk og producerer mælk på karton, yoghurt, koldskål og deslige. Leifs daglige coronaudfordring er – ligesom det gælder for store øvrige dele af Produktionsdanmark – at regne ud, hvordan fødevaren udnyttes bedst, så den ikke går til spilde, og hylderne i supermarkederne ikke står tomme dagen efter. Trods myndighedernes restriktioner kan hverken han, mejeristerne eller landmændene arbejde hjemmefra – og på ingen måde tage fri. Køerne lader sig heller ikke malke over Zoom, Skype eller Google Hangout. På Leifs arbejdsplads navigerer de efter naturens betingelser.

Heldig hamstring

Da statsminister Mette Frederiksen onsdag den 11. marts efter klokken 20 malede landet breaking-gult og »lukkede Danmark ned« med versaler i alle mediers overskrifter, stod Leif Friis Jørgensen med cirka 9.000 færdigproducerede skolemælk og kløede sig i håret. De var klar til levering de følgende dage, men uden nogen til at modtage dem.

»Men så kunne jeg se i tv’et, at folk hamstrede helt ustyrligt i supermarkederne. Den slags bifalder vi ikke, men det var jo lidt vores held, for så kunne vi hurtigt ompakke produktionen og levere den friske mælk til detailhandlens tomme kølemontrer i stedet for,« siger Leif Friis Jørgensen.

Den tragikomiske situation har været sigende for hverdagen på mejerierne Øllingegaard og Naturmælk de seneste fire uger, hvis man da kan anvende et så rutinepræget ord som hverdagen. Intet er som dagen før, bortset fra den bindende levering af 140 tons frisk mælk fra de andelsejende landmænd. Nymalket holder den sig kun frisk i et døgn. Men Leif klager ikke over presset – det kan han ikke tillade sig:

»Når man som os er dikteret af naturens luner, er man vant til at finde løsninger uden at pibe. Som mejeri er vi en del af verdens fødekæde, der ikke accepterer at holde lukket. Hverken mellem jul og nytår, når græsset tørrer ud om sommeren eller under en virusepidemi. Der er altid en løsning,« siger direktøren. »Det positive for vores virksomhed er jo så, at alle stadig skal have noget at spise.«

Netop befolkningens forventning om smør på brødet er blevet en mere lavpraktisk del af arbejdsgangen. De to mejerier er ifølge direktøren blandt dem med flest samarbejdsaftaler på tværs af andre industrier. Naturmælk og Øllingegaard leverer under normale omstændigheder særproducerede produkter til flybranchen, cateringfirmaer, restauratører og de nu lukkede skoler.

Nytænk den daglige mælk

Derfor tvinger situationen Leif og mejeristerne til at nytænke, hvad de stiller op med al den daglige mælk, der før blev reserveret til blandt andet SAS. »Vores afsætningsmønster er selvfølgelig ændret markant. Og fra dag til dag. Men det er en grundbetingelse i vores branche. Vi kan ikke stille os op på et pressemøde og sige, at vi skruer helt ned for produktionen, eller at medarbejderne ikke skal komme i morgen. Indtil videre går det, men hvis det bliver ved meget længere, ved jeg ikke, om vi og særligt vores landmænd kan holde til det.«

For Leif Friis Jørgensen kan det ikke komme på tale, at produktionen bliver så omstændelig, at det bedre kan betale sig for forretningen at holde lukket.

»Det kan vi jo ikke. Så får vi aldrig mælkeproduktionen op igen.«

Alternativet findes ikke, slår han fast og henviser til mælkeproduktionens nødvendige led i den forsyningskæde, der holder velfærdshjulene kørende, landbruget levende og landets økonomi oppe. Mejerierne bliver ved, til de ikke kan mere.

Hvis Leif for tankerækkens skyld et øjeblik accepterer præmissen om at lukke mejerierne ned for en stund, vil han føle sig medansvarlig for en national fødevarekrise, der vil overgå konsekvenserne af den aktuelle sundhedskrise. Argumentet om at slagte køerne og holde lukket for at redde mejeriet svarer i hans øjne til, at man taler for at halvere jordens befolkning for at redde klimaet. Nonsens.

»Vi føler et medansvar for at holde forsyningskæden kørende. Det er vores del af samfundssindet, vi er forpligtet til ikke at bidrage til en decideret fødevarekrise. Så vil landet jo for alvor være i katastrofetilstand, og så ser jeg for mig en masse forældre, der slås for at kunne brødføde deres børn. Nej. Det bliver ikke på min vagt,« siger Leif Friis Jørgensen, inden han for tredje gang undskylder for at måtte lægge på og tage et andet opkald. Han skal videre.