Leder.
Mundbind og mundkurv
KINA har set sig sur på en konference, som Anders Fogh Rasmussen fredag 19. juni afholder virtuelt i København. Copenhagen Democracy Summit hedder den årlige begivenhed, og i år har den tidligere statsminister tilladt sig – ud over den amerikanske udenrigsminister Mike Pompeo – at invitere Hongkongs mest berømte forkæmper for demokrati, Joshua Wong, og Taiwans præsident Tsai Ing-wen. Vi har det jo af og til med at bilde os ind, at demokrati kun er forbeholdt den vestlige halvkugle, mens asiater foretrækker at føre en tilværelse med underkastelse, overvågning og disciplinering fra eneherskere. Den opfattelse næres dog kun af, at det kinesiske regime i større og større grad tryner enhver nation, der tillader sig at pege på, at der findes aldeles velfungerende demokrater klos op ad det store land. Kina, der anser Taiwan for at være en del af riget, har med stor succes fået europæiske lande til at rette ind, også Danmark, hvad den pinlige såkaldte Tibet-sag med al uønskelig tydelighed viste. Det er ikke kun mundbind, kineserne har tvunget os til at bære. Det er også mundkurv.
STIK eksempelvis vor nuværende udenrigsminister, Jeppe Kofod, en invitation til at møde Tibets åndelige leder, Dalai Lama, ja, stik ham en invitation til at komme på besøg i Taiwan, og man vil få sig et kosteligt kursus i sort snak. Samme sprog taler andre EU-ledere, når emnet falder på kinakritik, for man lægger sig nødigt ud med den stadig rigere og mere indflydelsesrige nation mod øst. Den slags principløshed hører til under begrebet realpolitik; det handler selvfølgelig om eksport og handelskontrakter, om hvilket der kan siges meget godt. Men spørgsmålet er, om ikke man også kan sælge sine varer til for dyr en pris. Kina har – som Politiken kan fortælle – indirekte truet Taiwan med krig, fordi landets præsident deltager i Foghs konference.
PIBEN bør kort sagt få en anden lyd. Det skal ikke glemmes, at den nuværende COVID-19-krise har sit udspring i Kina, hvis myndigheder lukkede munden på læger, som advarede om pandemien, og som tilbageholdt oplysninger fra verdenssamfundet i flere uger. Taiwan, et mønsterdemokrati på 23 millioner indbyggere, advarede derimod om krisen, før Kina gjorde, og har håndteret epidemien på eksemplarisk vis. Men fordi Beijing har udelukket landet fra Verdenssundhedsorganisationen WHO, har vi ikke kunnet tage ved lære af den lille ø. Det er umuligt at opregne de astronomiske menneskelige og økonomiske omkostninger, Kinas forhaling og intimidering har haft for hele kloden i det seneste halve år.
IND med velfortjent mistro over for Kina, kort sagt. Ud med flere års kujonering. Er det tydeligt at se, hvad Kina vil med Europa, har det jo aldrig rigtigt stået klart, hvad EU og Danmark vil med Kina. Måske var det et tegn på, at den tendens er ved at ændre sig herhjemme, da statsminister Mette Frederiksen for nylig lagde op til at forhindre indførelsen af den kinesiske telegigant Huaweis 5G-netværk i Danmark. Dagens konference bør minde os om, hvem vores egentlige venner i Asien er.
Del: