Bjørn Lomborg ankommer til den enorme O2-arenea i London et par timer før tid i en lyseblå dynejakke med en rygsæk over den ene skulder. Han ligner sig selv (har han ikke haft samme frisure i 20 år?), går frisk og målrettet forbi burgerbarer og tøjbutikker, stopper kort for at fotografere nogle store diskokugler i loftet og forsvinder så ind backstage.

O2 er normalt sådan et sted, hvor Coldplay og Britney Spears spiller, men i aften er der solgt 11.000 billetter til et »live show« med verdens vel nok mest kendte intellektuelle, Jordan B. Peterson, der skal sidde på scenen i samtale med Bjørn Lomborg og tre andre.