Mental oprustning

DEN forunderlige periode efter Sovjetunionens sammenbrud kendetegnes af en særlig krigerisk pacifisme: Danmark deltog med kampsoldater i Eksjugoslavien, Irak og Afghanistan, udsendt af sabelsvingende politikere og med mange faldne danskere som resultat. Samtidig nedlagde samme politikere stort set Forsvaret og værnepligten og signalerede, at krig og militære forpligtelser ikke havde det fjerneste med danskerne at gøre. Talte vi om hjemmefronten, handlede det om danske krigsveteraners traumatiske hjemkomst til et land, der ikke anede, hvad der foregik i Helmand eller Basra.

NÆSTE gang danske soldater skal i krig, bliver det ikke i en fjern ørken, men i en estisk skov. Scenarierne er alt fra russiske provokationer, der skal »beskytte« russisktalende mindretal i Baltikum, til direkte angreb på baltiske NATO-lande. Det indebærer, at danske soldater på den ene eller den anden måde kommer i kamp mod Rusland. Inden for det næste årti, lød det for nylig fra Estlands efterretningstjeneste, vil NATO stå over for en »massehær i sovjetisk stil«. Er Europa klar til det, spørges der konstant i både medier og til sikkerhedskonferencer. Svaret er åbenlyst.