TOLERANCE er et begreb, der i dag er blevet totalt misforstået, på det nærmeste vendt på hovedet. Ordet luftes ustandseligt i venstrefløjsmiljøer, hvor man ikke kan få nok af at hylde mangfoldighed og diversitet, skønt tolerance i praksis i stigende grad betyder at være tolerant over for folk, hvis holdninger og levevis man er enig i. Resten skal stigmatiseres, hænges ud og boykottes.

BETYDER tolerance noget som helst, er det at tolerere holdninger, man foragter. Det seneste eksempel på, at denne klassiske definition er brudt sammen, gælder sagen om Morten Kvist, den præst, kulturminister Mette Bock havde fået til at forestå den traditionelle gudstjeneste i forbindelse med Folketingets åbning i tirdags. Da det kom frem, at han i 2008 havde udtalt sig på en måde, der med ond vilje kunne tolkes, som om han sidestillede homoseksuelle og pædofile, lød det fra hele SFs folketingsgruppe samt Socialdemokratiets næstformand, Mogens Jensen, og et par socialdemokrater til, at de ikke havde i sinde at deltage i gudstjenesten. Mogens Jensen bekendtgjorde, at det synspunkt havde han ikke »lyst til at legitimere ved at være til stede i kirken«.

RETTEN til at tale ud var heller ikke noget, Mogens Jensen og co. havde i sinde at tilstå præsten. Det er ildevarslende. Vi kan af vores politikere forvente, at de ikke opfatter sig selv som for gode til at høre på mennesker, hvis holdninger de fordømmer. Krænket afvisning er nederlagets taktik – en underminering af folkestyrets idé, som Folketingets åbning ellers var en fejring af. Det princip bliver ikke mindre sandt af, at Kvist selv benægter, at han sidestiller homoseksuelle og pædofile.

TIL Danmarks Radio har han for­leden udtalt, at han er glad for, at homoseksualitet er både tilladt og anerkendt i Danmark, men at han anser en kvinde og mand for den normale forældrekonstellation. Hans synspunkt er, at giver man homoseksuelle lov at adoptere, bryder man med normaliteten – at et barn skal have en mor og en far – og så forsvinder fundamentet under samfundet. For enden af denne opløsningens vej bliver det svært at begrunde, hvorfor pædofile ikke også skal have lov.

AT Mogens Jensen uden for Slotskirken nemt kunne have givet Kvist et modsvar, er indlysende. Det er en gevinst for samfundet, at homoseksuelle forældre ligestilles med heteroseksuelle, også hvad angår adoption. Pædofile derimod har med deres børnemishandling placeret sig uden for lands lov og ret. Men Kvists holdning til barnets tarv er ikke monstrøs, den er værd at diskutere, også fordi den deles af mange. Mogens Jensen ville ikke have »legitimeret« noget som helst ved at lytte til præstens prædiken. Han ville blot have anerkendt Kvists ret til at virke som præst uagtet hans holdning som borger. Men det er et klassisk tegn i tiden, at han læser det værste ind i Kvists synspunkter for at kunne fremstille ham som en sproglig voldsmand, anstændige mennesker vender ryggen.

FORDØMME og forsvare, i dette paradoksale dobbeltgreb hviler tolerancens egentlige idé. Begrebet stammer fra tiden efter Trediveårskrigen, hvor man opfandt en måde for protestanter og katolikker at leve sammen på uden at rive hovederne af hinanden. Denne tanke om et uenighedens fællesskab, frisind kaldet hertillands, er i dag på retur i Vesten, især i Sverige og USA, hvor det er almindeligt at nægte taletid til meningsmagere, hvis synspunkter man ikke bryder sig om. Det sker i pressen, på universiteterne og i den politiske verden. Nu har den forfærdelige tendens ramt Danmark. Netop de tre institutioner er fundamentet under den offentlige samtale, som bliver fattigere, farligere og dummere, hvis vi i for­argelsens navn afviser forpligtelsen til at lytte. kw