Matriarken

Hun mestrer stadig den sidelæns irettesættelse, der får folk til at rette ryggen. Med en kort øjenbevægelse kan hun sige, hvad hun mener om en politisk modstander, for eksempel Pernille Vermund, og selvom hun blev kendt for at gøre op med den gode tone, er hun ikke selv helt umusikalsk. Når Pia Kjærsgaard sænker stemmen en smule, kan hun forvandle selv faktuelle oplysninger til et sværd i siden.

Hun er blevet en konstant i det borgerlige landskab og kunne i sidste uge fejre 40-års jubilæum på Christiansborg. Hun er det længst siddende nuværende folketingsmedlem, men noget har forandret sig.

Partistifteren Pia Kjærsgaard var aldrig bange for at fælde en skarp dom. I sine unge dage kørte hun på tankstationen sent om aftenen for at købe næste morgens aviser og udsende pressemeddelelser med sin holdning til enhver sag. Af Fremskridtspartiets kollaps lærte hun topstyring og kontrol, men i dag – to formandsposter og en syngende lussing senere – er det svært at få et helt klart svar på, hvad der gik galt for Dansk Folkeparti.

»Ikke for at frasige mig ansvaret overhovedet, men jeg var Folketingets formand på det tidspunkt,« lyder et af hendes svar.

Det var Pia Kjærsgaard, der stod for opstigningen. Så hvad har hun lært af nedturen?

På armslængde af magten

Ikke stedsans i hvert fald. Efter at vi en times tid har gået rundt i den samme cirkel om Genforeningspladsen i Københavns nordvestkvarter, og hun skal finde tilbage til sit opsamlingssted, erkender hun:

»Jeg er helt lost.«

Pia Kjærsgaard har ikke været her, siden hun som hjemmehjælper besøgte et ægtepar i to timer to dage om ugen og fik hvidt brød med tykt smør og en ost uden smag. Det var i 1984. Opgangene ligger overskueligt hele vejen rundt om tennis- og boldbanerne, men kvinden, der er blevet beskrevet som en menneskelig seismograf og har læst det politiske landskab som få andre, begynder at se sig om i alle retninger. Hun finder sin telefon frem og skriver til livvagten. Ikke at det hjælper. 

»Der, hvor jeg satte dig af ...« læser hun op, som om hun lige har hørt Christian Friis Bach fra De Radikale sige noget dumt.

Man kan hævde om Dansk Folkeparti, at det også mistede sin stedsans et sted på vejen mellem rekordvalget i 2015 og mavepusteren i 2019.

Med 37 ubegribelige mandater fik Kristian Thulesen Dahl et bedre valg som formand, end Pia Kjærsgaard nogensinde gjorde. Euforien ville ingen ende tage, og på trods af faldende meningsmålinger så ingen nederlaget komme fire år senere.

Heller ikke partiets strategiske tænker, daværende pressechef Søren Søndergaard. Han fortalte i et interview med Weekendavisen, at nedturens omfang først går op for ham halvanden uge inden valget. Han tilskrev det en perfekt storm af blandt andet Morten Messerschmidts Meld og Feld-sag, den fejlslagne flirt med Mette Frederiksen og ikke mindst partiets afvisning af at gå i regering, da man havde muligheden.

Ifølge Pia Kjærsgaard skyldes nedturen hovedsageligt, at Dansk Folkeparti afviste at gå i regering.

»Det har vi fået meget kritik for, og det er også berettiget. Det var meget mærkeligt, at vi var det største borgerlige parti og ikke gik i regering.«

– Hvad tænkte I på det tidspunkt?

»Jamen, jeg tænkte ikke så meget, for jeg var ikke involveret i det. Jeg kom jo over på Folketingets formandskontor. Det var vældig stort og anderledes for mig, så jeg var slet ikke med i de sonderinger overhovedet. Men selvfølgelig skulle vi da være gået i regering. Man skal udnytte en succes på bedst mulige måde, og det gjorde vi ikke. Det har vi fået tæsk for, og det har vi også fortjent.«

– Var det så en fejlvurdering af Kristian Thulesen Dahl?

»Det tror jeg godt, at han er klar over i dag,« siger hun med tonen på.

– Hvad havde det ændret for jer, hvis I var gået i regering?

»Det kan man aldrig vide. Jeg vil aldrig påstå, at det kun havde været lykken, for det koster også at indgå kompromiser, men sket er sket. Det kan man ikke lave om.«

Anerkendelsen 

I 2015 blev Pia Kjærsgaard valgt som Folketingets første kvindelige formand og endegyldigt hevet op af satiretegningernes mudderpøl. Socialdemokratiets anerkendelse af, at hun hele tiden havde haft ret i udlændingepolitikken, gav både hende og partiet ny legitimitet; renere kunne stuen ikke blive.

Men mens hun selv sad på toppen, begyndte partiet sin bevægelse mod bunden. Mens stifteren gjorde Folketingssalen handicapvenlig, fik Dannebrog op i salen og sørgede for, at der var blomster i kummerne udenfor, blinkede målingerne rødt. Mens hun indrettede sin nye arbejdsplads, eroderede hendes gamle parti.

Det ligner ellers Pia Kjærsgaard dårligt at slippe kontrollen. Hendes modus operandi som politiker kan opsummeres sådan her: Hun regner ud, hvad der er nødvendigt at gøre, og så gør hun det. Det fremgår af bogen Fordi jeg var nødt til det fra 2013, der udkom, efter at hun gik af som formand efter næsten 20 år. 

På sine nattevagter skriver Pia Mortensen, som hun hed, da hun var blevet gift, så mange læserbreve på en skrivemaskine, at Jyllands-Posten beder hende give plads til andre skribenter også. Det kan ikke være meningen, at man skal være uddannet for at arbejde med ældre, skriver hun blandt andet.

Da hun stiller op for Fremskridtspartiet, tager hun sit pigenavn Kjærsgaard tilbage, så hun kan komme højere op på den alfabetisk rangerede stemmeseddel – »folk stemmer på kendte mennesker og den første kvinde på listen,« konkluderer hun. Hun udnævner sig selv til politisk ordfører, mens Mogens Glistrup sidder i fængsel, så det er hende, journalisterne kontakter, selvom de andre gruppemedlemmer protesterer. Hun indser hurtigt, at hun ikke er god til nationaløkonomi eller skattetryk, men til gengæld kan sætte gang i gaden fra en talerstol.

Efter Fremskridtspartiets nedsmeltning må ingen og intet stå i vejen for Dansk Folkeparti. Pia Kjærsgaard udvikler forurettelsen som politisk kommunikation, og i biografien fortæller hun, hvad hun sagde til en unavngiven kvindelig politiker, der afveg fra partilinjen.

»Nu kan du godt pudse næsen og tørre øjnene, det påvirker mig ikke, og jeg gider ikke se på det. Det er dig, der har lavet en fejl. Stå ved det. Politik egner sig ikke til, at man piver. Du bliver ikke til noget, hvis du fortsætter på den måde.«

»Luk grænsen, eller luk røven«

Mindre højlydt er partiet, da tusindvis af flygtninge og migranter pludselig står ved grænsen i 2015. Selvom Lars Løkkes regering med Inger Støjberg som skrap udlændingeminister lader udlændingene vandre op ad motorvejene med politieskorte, sætter Dansk Folkeparti ikke mandater bag sine stramme krav i udlændingepolitikken. Da det går op for vælgerne, at Kristian Thulesen Dahl sidder på 37 stendøde mandater, skriver en skuffet borger på hans Facebook-side:

»Luk grænsen, eller luk røven.«

Ingen af delene sker, til gengæld stifter Pernille Vermund et nyt parti, fordi Kristian Thulesen Dahl »sad på hænderne«. 

Igen drager Pia Kjærsgaard ingen store konklusioner.

»Der skete mange ting i 2015, men det kan ikke nytte noget at ærgre sig over ting, der burde være anderledes. At vælte regeringen er ikke bare noget, man gør, og selvom man har 37 mandater, bestemmer man ikke det hele.«

– Men var det godt eller dårligt for partiet, at I ikke gjorde noget?

»Det var da dårligt, men det var jo også et spørgsmål for mig, hvor meget jeg skulle blande mig. Man giver magten til andre og føler måske, at det er noget, man skal lade den nye formand gøre, og så passede jeg jo formandshvervet.«

– Hvad holdt jer tilbage fra at trække støtten i 2015?

»Det ved jeg faktisk ikke. En frygt for det, der var værre. Socialdemokratiet ville jo ikke have handlet anderledes, selvom vi havde trukket støtten til regeringen. Jeg vil meget stærkt understrege, at man skal se konsekvenserne af ens handling. Vi vidste godt, at Socialdemokratiet havde nøjagtigt samme opfattelse som den daværende regering.«

– Så er I vel ikke anderledes end systempartierne, der mente, at der ikke var andet at gøre?

»Jamen, det var der jo ikke. Hvorfor skulle vi vælte en regering med den konsekvens, at der kommer et socialdemokrati til? Vi havde peget på en borgerlig regering og havde kæmpe indflydelse på mange andre ting.«

– Har I så talt mere om at lukke grænsen, end I krævede handling, da I havde muligheden?

»Jeg er stået af nu. Jeg kan ikke sige andet end det, jeg har sagt.«

Tilbage til starten

I dag er Pia Kjærsgaard menig ældreordfører for sit parti, og spørger man, hvorfor hun ikke bare forlod Folketinget med æren i behold, svarer hun:

»Jeg forstår slet ikke spørgsmålet. Det der med at forlade et synkende skib, som partiet var på det tidspunkt, synes jeg ville være helt forkert. Jeg er også overbevist om, at Morten er glad for, at jeg bliver.«

Messerschmidt blev valgt som ny formand i 2022 efter en kaotisk periode, hvor Kristian Thulesen Dahl trak sig, og Pia Kjærsgaard kunne ses, mens hun vendte tommelfingeren nedad på det ekstraordinære landsmøde, da Martin Henriksen blev genvalgt til hovedbestyrelsen imod hendes ønske. Ved valget i 2022 fortsatte nedgangen fra 16 til fem mandater. I dag ligger Dansk Folkeparti på cirka otte i meningsmålingerne.

– I blev beskyldt for ikke at være stuerene, men er Dansk Folkepartis problem i virkeligheden, at I blev for stuerene, da det gjaldt?

»Nej, det synes jeg ikke, men ved du hvad, det vil virke for meget, som om jeg skyder på …«

Hun sænker stemmen men siger aldrig navnet: Kristian Thulesen Dahl.

»Det gør jeg så også. Ikke for at undskylde min egen position, men jeg var ikke formand på det tidspunkt, jeg havde givet magten videre.«

– Du er svær at interviewe, for du er helt central for Dansk Folkeparti og dansk udlændingepolitik, men du lyder, som om du svæver over vandene.

»Jeg skal svæve over vandene. Jeg er jo ikke formand mere.«

– Hvad er så din lektie af de beslutninger?

»Tag det roligt. Keep calm.«

En ikkefeminist når toppen

En af de ting, Pia Kjærsgaard ikke har opnået anerkendelse for, er hendes køn. Hendes liv kan læses som et stykke kvindefrigørelse, men bliver det sjældent, måske fordi feminismen ikke er en klub, hun vil optages i. Der er heller ingen søstersolidaritet i sigte i hendes biografi, hvor hun leverer følgende fornærmelse af Helle Thorning-Schmidt:

»Jeg er så lidt feminist, som man overhovedet kan være, men det må alligevel være træls for den første kvindelige statsminister i Danmark, at hun indskriver sig i historien som den mest uduelige.«

Selv har hun demonstreret de egenskaber, der kendetegner en såkaldt stærk kvinde: Hun har kampånd, selvtillid og fandt sig ikke i at blive udskammet eller kaldt kønnede skældsord. I biografien beskriver hun en episode, hvor hun fra Folketingets talerstol glæder sig over, at danskerne havde stemt nej til Maastrichttraktaten:

»Da jeg kom ned fra talerstolen og gik forbi statsminister Poul Schlüter og Uffe Ellemann, som sad på de forreste pladser i salen, hvislede Uffe efter mig: 'Din lede kælling.' (...) Senere sagde han: 'For resten, det jeg sagde under debatten, det mente jeg ikke. Det er sådan noget, jeg kan sige til min kone.' Jeg svarede koldt: 'Jeg er ikke din kone'.«

Episoden skabte store overskrifter, da bogen udkom, men Uffe Ellemann reagerede aldrig offentligt på episoden.

Heller ikke i sit privatliv lå hun under for forventningerne. Efter nogle harmoniske år som hjemmegående – Pia Mortensen strøg sine køkkenforklæder og havde aftensmaden klar, når Henrik kom hjem – fik hun følelsen af at spilde sit liv og ville skilles. Hun gik ud på Skovshoved Kro og konstaterede med glæde, at mænd stadig fandt hende interessant. Efter fire måneder i det, hun beskriver som sin anden ungdom, ringer hun til Henrik og siger:

»Jeg synes, at du skal komme hjem.«

Når hun en dag går på pension, kan hun trække sig tilbage som en af de mest definerende danske politikere. Så hvorfor er hun egentlig ikke feminist?

»Jeg orker det ikke,« siger hun, som om det var en tidskrævende hobby på linje med ishockey.

Vi har fundet tilbage til udgangspunktet, den sorte bil med de tonede ruder holder, præcis hvor den satte hende af.

»Jeg synes ikke, jeg behøver at være feminist, netop fordi jeg har vist det. Jeg har skrevet historie og gennemført mange ting med oddsene imod mig, blandt andet at jeg ikke har en akademisk uddannelse. Du kan bare skrive op, hvad jeg har gjort. Jeg er jo lige her.«

Hun smiler sfinksagtigt, stiger ind i bilen og kører væk.