Ærligt talt. Nærgående måger, en mulig pandaunge og vildledende badedragter. Velkommen til Ærligt talt, Weekendavisens fredagsbrev.
Mågerne fra helvede er over os
Denne artikel udkommer også i Weekendavisens fredagsbrev, 'Ærligt talt'. Læs mere og tilmeld Dem her.
Kære læser
Der er en særlig stemning, når man vender tilbage på arbejde efter sommerferien. Sindet er som stille vand, jeg svæver igennem kontorlandskabet, som om tyngdekraften ikke gælder for mig. De langtrukne computeropdateringer, der før var stressende at glo på, betragter jeg med stoisk accept. Jeg er upåvirkelig. I ferien har jeg læst en selvhjælpsbog ved navn Lad dem-teorien, der handler om at give slip på sin omverden og fokusere mere på sig selv. Hvis nogen gør noget irriterende, skal man bare tænke: Lad dem. Lad dem køre åndssvagt i trafikken. Lad kaffemaskinen dryppe ned i koppen så langsomt, den vil. Jeg er en klippe af stabilitet, et kraftværk af gode ideer, lige indtil jeg får at vide, at jeg ikke må skrive den artikel, jeg havde planlagt, og derudover skal jeg skrive noget helt andet for nogle andre, der er blevet syge, hvilket jo ikke kan være mit problem, og pludselig sidder jeg nede i gården og tænder den ene cigaret med den anden, inden det er blevet frokost.
Lad arbejdsmarkedet lide en snarlig død.
Velkommen til Ærligt talt. Livets realiteter, forkyndt direkte på e-mail.

1. Badedragter var ikke bæredygtige
Badetøjsmærket Copenhagen Cartel er blevet idømt en bøde på 500.000 kroner for vildledende markedsføring. Ifølge Københavns Byret kan virksomheden ikke dokumentere, at deres badedragter er produceret af genanvendt plast, som det ellers hævdes på Copenhagen Cartels hjemmeside. Her står blandt andet, at produkterne består af 78 procent genanvendt materiale:
»Såsom gamle fiskenet, som kommer fra havne, fiskeri, havet og andre steder i akvakulturen, det kan også være gamle tæpperester og andet nylonaffald, som ellers ville have endt på lossepladsen.«
Er det ikke meningen, at det skal lyde lækkert, når man greenwasher?
2. Ufarligt at flyve med Ryanair
Det er sikkert at flyve med lavprisselskabet Ryanair. Det forsikrer selskabet om, efter at en passager tidligere på måneden blev suget delvist ud ad vinduet på et fly fra Thessaloniki. Hans kone måtte holde fast i hans ben, indtil det lykkedes medpassagerer at trække manden ind i kabinen igen. Ulykken skyldes et løsrevet vindue, men ifølge Ryanairs økonomidirektør, Neil Sorahan, behøver rejsende dog ikke være bekymrede.
»Vi er meget tilfredse med sikkerheden på tværs af alle vores fem flyselskaber. De opererer efter de højeste standarder i europæiske luftfartsregler,« siger han ifølge TV 2.
Godt at vide. Så må problemet jo være nærige turister, der ikke vil hoste op med et løsrivningsfrit vindues-tillæg.
3. Mågerne er over os
Flere steder i landet er ramt af aggressive måger, der flokkes om udendørs spisesteder. De stjæler mad fra cafébordene, og i Aarhus er mågerne blevet så nærgående, at borgerne skal holde godt fast i deres mad.

En beboer ved navn Lis har delt denne oplevelse med DR, efter at hun havde købt en hotdog ved en pølsevogn.
»Før jeg havde spist en bid, kom en måge flyvende og snuppede hele min hotdog ud af mine hænder. Kort tid efter sås en måge gå rundt med rødt og brunt næb,« skriver hun.
Det lyder, som om Lis har gang i noget rigtig grim raceprofilering. Det kunne jo være en helt anden måge, der havde sparet sammen til sin egen hotdog.
4. Bøde for manglende latin
En fiskehandler uden for Vejle har fået en halvsur smiley af Fødevarestyrelsen. Ifølge et EU-krav skal fiskehandlere oplyse om varernes navne på latin, og under et kontrolbesøg i juni blev han pålagt et gebyr, fordi kulmulens latinske navn ikke fremgik tydeligt i butikken. Hos brancheforeningen Danmarks Fiskehandlere har næstformand Lars Kubert svært ved at se meningen.
»I mine 21 år som fiskehandler er der ingen kunder, der har brugt fiskens latinske navn. Jeg er fiskehandler, og jeg ved ikke engang, hvad fiskene hedder på latin, så hvordan skulle kunderne vide det?« siger han til Jyllands-Posten.
Tal for dig selv, klaptorsk. Alle ved da, at en kulmule hedder Merluccius merluccius.
5. Panda er måske drægtig
Efter syv års forgæves parringsforsøg krydser dyrepasserne i Zoo fingre. Hunpandaen har nemlig taget på, hvilket kan være tegn på, at hun er drægtig, men i en video, hvor man kan se pandaen omringet af dyrepassere, fremgår det, at der også kan være tale om en falsk graviditet. Pandaen vil nu blive scannet hver uge.

»Fosteret er meget småt i lang tid, og selv med scanninger kan det være utroligt svært at få øje på. Derfor ved vi ofte først noget med rimelig sikkerhed ganske kort tid før en eventuel fødsel,« skriver Zoo på Facebook.
Aldrig har så mange mennesker prøvet at holde et dyr i live, der bare vil have lov til at uddø.

Hermed nåede vi til vejs ende, og godt for det.
