Ligestilling på skydebanen

I løbet af en relativt kort periode har kvinder i Danmark og de fleste vestlige lande fået ret til næsten alt, der tidligere var forbeholdt mændene. Nu til dags må danske kvinder vise ankler, gå i skole, åbne bankkonti, eje ejendom, stemme til valgene og endda være statsministre. Der er dog én ting, kvinderne ikke har fået, og som – sjovt nok – ikke står højt på den feministiske ønskeliste. Nok fordi retten egentlig er en pligt: værnepligten.

For det første undrer det mig, at værnepligten stadig eksisterer, og for det andet, at den kun omfatter mænd. Værnepligt stammer fra en tid, hvor kvinder blev tidligere gravide end i dag og derefter passede børnene derhjemme. Man kan måske sige, at det var kvinders tilsvarende pligt at føde den næste generation. Som kvinde fristes jeg også til at sige, at det er biologisk uretfærdigt, at det er min krop, der skal bruges, hvis min (mandlige) kæreste og jeg ønsker os et barn, og måske er værnepligt for mænd en form for samfundsmæssig afbalancering. I så fald burde den være ni og ikke fire måneder. Men som kvinde i 2021 er jeg ikke lovligt forpligtet til at føde og passe børn, ligesom jeg heller ikke er forpligtet til at være soldat. Men bare rolig, jeg har ret til det, hvis jeg vil. I dag har kvinder nemlig »værneret«. Altså retten til at melde sig frivilligt, og det giver faktisk kvinder flere rettigheder.