Smalkost. Private lønforsikringer er vokset eksplosivt. Ifølge fagbevægelsen rækker dagpengene til arbejdsløse ikke længere.
Ledighedens pris
Selv om beskæftigelsen når nye rekordhøjder, og ledigheden falder, tegner stadig flere lønmodtagere private arbejdsløshedsforsikringer for at gardere sig mod at få et hårdt økonomisk smæk, hvis de skulle miste jobbet. Hver tiende lønmodtager er nu tilmeldt en ordning hos et pensionsselskab for at afbøde de værste virkninger af uforskyldt ledighed.
Ifølge de seneste tal fra brancheorganisationen Forsikring & Pension har cirka 273.000 danskere tegnet en privat lønforsikring, og interessen for at konsolidere sig bedre mod ledighed er tilsyneladende i voldsom vækst. I løbet af bare syv år er antallet af borgere med en privat arbejdsløshedsforsikring steget med omkring 185.000. Dermed er ordningerne, som forsikringsselskaberne sælger til landets lønmodtagere, hastigt på vej til at blive et væsentligt supplement til det officielle dagpengesystem. Rundt regnet er der nu én privat lønforsikring for hvert syvende kontingentbetalende a-kassemedlem.
Del:
