Læserbreve

Ulovligheder

Claus Nielsen, lektor, Nørresundby

De altid velskrivende, velinformerede og morsomme Arne Hardis og Hans Mortensen behandler naturligvis Instrukskommissionens delrapport i WA #51. Den rapport, der har undersøgt Inger Støjbergs ageren i forbindelse med ulovligt at adskille unge flygtningeægtepar. De refererer det »halmstrå«, Inger Støjberg klamrer sig til, nemlig at kommissionen ikke finder, at Støjberg direkte har bedt embedsfolk om at administrere i strid med loven.

Hardis og Mortensen citerer imidlertid ikke 100 procent korrekt. I rapporten står der: »Om Inger Støjbergs rolle i forbindelse med udstedelsen af instruksen har kommissionen ikke fundet grundlag for at konkludere, at Inger Støjberg direkte har udtalt en tjenestebefaling om, at ministeriets embedsfolk skulle iværksætte en administration i strid med loven ...« (bind 1, side 59). Det er kursiveringen, Hardis og Mortensen ikke har med. For mig at se er den både vigtig og ret afgørende. Det må være en understregning af, at Inger Støjberg indirekte og på en række andre måder har udstedt den ulovlige ordre.

Citatet fortsætter da også med det vigtige ord »men«: »... men kommissionen har lagt til grund, at hun både eksternt og internt i departementet – også efter at hun havde godkendt et notat, der beskrev en anden ordning – klart tilkendegav, at hun ville have en undtagelsesfri ordning ...« Rapporten fortsætter med at påpege, at Støjberg »trods flere advarsler« mundtligt fastholdt ønsket om, at ministeriet administrerede ulovligt. Det er således ret klart, at Instrukskommissionen mener, at Inger Støjberg har handlet ulovligt. Det er altså et noget fiktivt halmstrå, Støjberg klamrer sig til.

Farfar

Vagn Plenge, forlægger, Måløv

I DRs julekalender i år optræder en mormor. DRs julekalender i 2018, Theo & den magiske talisman, handlede om drengen Theo, der ville redde sin morfar fra at dø, for morfar er hans bedste ven. Ikke hans bedstefar, endsige hans farfar. Naturligvis ikke, for er det ikke typisk, at det er mormødre og morfædre, der optræder i for­tællinger og i film? Hvorfor er det sådan? Jeg tror, det afspejler den traditionelle opfattelse af mødre og fædre: Mor er den omsorgsfulde og kærlige, som altid er til stede, hvorimod far er den strenge og fraværende. Når far bliver morfar, opfattes han sådan, som kvinder/mødre opfattes, uanset hvordan han var som far, hvorimod opfattelsen af mænd/fædre bliver hængende ved farmor og måske især farfar.

Jeg kender dog én historie med en farfar i en hovedrolle, nemlig billedbogen Farfar og Bamse, som jeg har udgivet. Min (afdøde) kone insisterede på, at originalens bedstefar, grandfather, skulle være farfar i den danske udgave, som modvægt til den sædvane, hun havde bemærket, sikkert fordi vi selv kun har sønner, og vi derfor ikke ville kunne opnå de eftertragtede roller som mormor og morfar.

I de parforhold, hvor moderen påtager sig (hoved)ansvaret for børnene, inklusive at skaffe pasning til dem, når det er nødvendigt, beder hun naturligvis – alt andet lige – sin mor (eller far) om at træde til, førend hun beder sin svigermor (eller svigerfar). Noget andet, men dog beslægtet, er de tilfælde, hvor faderen faktisk gerne ville tage ansvaret eller dele det, men hvor moderen i så fald er bange for, at andre kvinder vil betragte hende som en ravnemor.

Billedstorm

Anne Bjerrekær, Direktør, Det Grønne Museum

Man må naturligvis mene, hvad man vil, om den statslige udflytning af arbejdspladser. Også når Kulturministeriet flytter dem, som de planlægger at gøre med afstøbningssamlingen, og som de gjorde i 2016 med Dansk Jagt- og Skovbrugsmuseum, der i sammenlægningen med Dansk Landbrugsmuseum blev til Det Grønne Museum.

Friheden til egne meninger gælder også Mikael Wivel, der behandler afstøbningssamlingen i artiklen Billedstorm i WA #50. Men når spaltepladsen bruges på at fremhæve Det Grønne Museum som et dårligt eksempel ved at skrive, at »... stort set samtlige museumsgenstande fra Jagt- og Skovbrugsmuseet stadig ligger pakket ned i de samme flyttekasser …« og »Man aner ikke, hvordan man skal få plads til dem derovre«, så læner man sig op ad dårligt håndværk. Det kræver nemlig kun et minimum af research at finde ud af, at vi på Det Grønne Museum bestemt aner, hvad vi skal med genstandene.

Hvis Wivel begavede os med et besøg, ville han fx opleve vores Besøgsmagasin, hvor den ene skovningsmaskine efter den anden står hjul ved hjul med vores store landbrugsmaskiner, så publikum kan forundres over de fantastiske maskiner. Han ville også opleve den lille særudstilling Flytningen, som netop giver et indtryk af, hvordan genstandene ikke er blevet flyttet i flyttekasser, men på specialkonstruktioner af alle mulige slags. I den nyåbnede udstilling STORT – Mennesket og Skoven ville han se nogle af de mest ikoniske genstande fra vores skovsamling: skovmaskinen, der knoklede sig ihjel under oprydningen efter 1999-stormen, Uroksen fra Auning, Oehlenschlägers bøg med mere. Alt sammen åbnet i et år, der for mange kulturinstitutioner har budt på enorme udfordringer, også for os. Alligevel fordoblede vi vores besøgstal i sommeren med den udstilling som trækplaster. De genstande, der ikke bliver udstillet nu, bliver i øvrigt opbevaret i vores specialbyggede magasin og løbende efterset af konservatorer. Vi er desuden ved at finde finansiering til vores kommende udstilling, Det Grønne Museums Danmarkshistorie.

Jeg har fuld forståelse for, at lokalbefolkning og interessenter er knyttet til de eksisterende museer rundtom i landet. Men det kommer bag på mig, at der er så langt fra København til Djursland, at man med et pennestrøg kan negligere mine medarbejders flerårige store arbejde for at passe på og formidle vores alles fælles historie med skoven, jagten, landbruget og maden.

Smitteopsporing

Anne Nielsen, ph.d. og pensioneret speciallæge i samfundsmedicin/socialmedicin

Fredag den 18. december kom vi op på 4.500 nye tilfælde af COVID-19, herudover var 1.100 testet positive med hurtigtesten. Samme døgn blev 130 indlagt, og 15 døde. Dermed er smitten tredoblet fra 1.500 tilfælde den 30. november. Dagene efter var færre smittet, men julen kan yderligere sprede smitten, og selvom vi nu kan begynde på vaccina­tioner, kan epidemien nå at vokse støt, indtil en stor del af befolkningen er vaccineret to gange. Det bliver måske først i efteråret 2021, og vaccinen er endnu ikke godkendt til børn – indtil da vil børnene kunne sprede COVID-19.

Jeg vil gerne slå et slag for, at vi opprioriterer smitteopsporingen kraftigt og følger op på, om folk isolerer sig, når de er testet positive, og gør, hvad vi kan for at støtte dem i selvisolering. Det forudsætter, at Coronaopsporingen får mange flere kapable ansatte og medfølgende logistik, så de kan nå at kontakte de testede, opspore deres kontakter og motivere dem til testning og isolation meget hurtigere end i dag. Man smitter nemlig mest to dage før til 3-4 dage efter, at man har fået symptomer, og mange får slet ikke symptomer.

Det er især lykkedes godt for Kina, Vietnam og New Zealand at lukke smitten ned. Trods kaos i Wuhan i starten blev epidemien hurtigt slået ned, og ingen af de tre lande har haft en anden bølge, men kun mindre udbrud. Vigtige midler har været tidlig lockdown, smitteopsporing og karantæne af de syge og mulige kontakter – i Vietnam endda selvisolering af kontakter til kontakter – undersøgelse og testning.

Sundhedsstyrelsens nye vejledning om kontaktopsporing af 23. november skulle styrke opsporing af tætte kontakter, men epidemiens eksplosive vækst har i mange tilfælde gjort det umuligt for de smittede at komme igennem til Coronaopsporingen per telefon og svært for personalet at nå det hele. Jo flere der smittes, jo mere forsinkes test, svar og smitteopsporing, og jo mere kan de smittede smitte videre. Alle med lette symptomer bør isolere sig, men ikke alle gør det. Ved en positiv test skal man isolere sig, og flere vil gøre det.

To forskergrupper har sammen med Seruminstituttet lavet modelberegninger for smittespredning i en rapport om effekten af Coronaopsporingen i Danmark. Kun 1 ud af 8 nære kontakter var blevet kontaktet af Coronaopsporingen, og grundet ventetid på test og telefonkontakt blev kontakterne testet så sent, at det kun kunne forhindre lidt af smitten. Beregninger viste desuden, at hvis den samlede ventetid fra symptomer til testsvar forlænges med én dag, stiger kontakttallet med fire procent. Men det, der betyder mest for kontakttallets fald, er at finde og isolere alle smittede.

P.t. skal man selvisolere sig ved symptomer på COVID-19 og blive testet hurtigst muligt. Ved positiv test skal man fortsætte isolation og grundigt gennemgå kontakter med Coronaopsporingen i den tid, man har kunnet smitte. Her mener jeg, man bør følge op med daglige opringninger til den smittede, så den smittede støttes i at tage isolationen alvorligt og samtidig kan drøfte tvivl og sygdom.