Lærerstreger

I MANDAGS KLOKKEN 11 holdt alle franske skoleelever et minuts stilhed for den myrdede lærer Samuel Paty. Herefter blev to tekster læst op. Den ene var forfatteren Albert Camus’ kærlighedserklæring til sin lærer i skolen, fremsagt, da han fik Nobels litteraturpris i 1958, hvor han takkede Monsieur Germain for at have præget ham lige så meget, som hans egen mor havde. Den anden var et brev fra 1888 fra den unge politiker Jean Jaurès til landets lærere:

»De holder børnenes fornuft og sjæl i Deres hænder; De er ansvarlig for hjemlandet: Det er franske børn, og de må derfor kende Frankrig, dets historie, Frankrigs krop og sjæl. Disse unge borgere skal lære, hvad demokratiet er, deres rettigheder og pligter. De må vise dem tankens storhed og respekten for sjælen.«

Samuel Paty blev myrdet på vej hjem fra sit arbejde på den mest brutale og bestialske måde, en fuldkommen fredelig mand, der havde forsøgt at leve op til sin pligt som lærer: at vise eleverne, hvad demokratiet er; at kunne tåle holdninger og udtryk, man finder ubehagelige eller forkastelige; at tolerere dem, men også gerne lytte til dem eller se på dem. Og diskutere dem. Det er demokrati. Alt andet er detaljer.

Det var det, han blev myrdet for; dét, der betød, at eleverne mistede deres lærer og Patys børn deres far.

DET BLEV HURTIGT glemt, men det var på denne baggrund, mordet på Samuel Paty, at jeg søndag blev præsenteret for en annonce, som Nye Borgerlige ønskede bragt i landets aviser.

Weekendavisen er et publicistisk medie. Publicisme defineres forskelligt af forskellige medier, men kernen er, at vi bidrager til at gøre borgerne bedre i stand til at være, ja, borgere i et demokrati. På Weekendavisen har vi formuleret vores formål således, at vi »tilbyder selvstændige, nysgerrige borgere en frisindet avis med et borgerligt værdigrundlag, så de kan danne holdninger og handle på et oplyst grundlag«.

Det prøver vi ugentlig med journalistik om politik, kultur, litteratur og videnskab. Men der er selvfølgelig andre stemmer i avisen end vore egne journalisters og de kilder, vi udvælger. Der er debatstof. Og så er der annoncer.

Sidstnævnte er som bekendt ofte indrykket af producenter af rejser, ure, biler eller teatre. Men nogle gange kommer de fra politiske partier. Det sker især omkring valgkampe, hvor partierne indsender annoncer med klare politiske budskaber. Partierne benytter sig af vores avispapir og elektroniske platform for at blive hørt. De betaler for det, præcis som andre annoncører.

At bringe disse politiske annoncer er også en del af vores publicistiske opgave. Engang var aviserne den eneste platform, den helt dominerende talerstol, i dag er der mange andre udtryksformer, men partierne bruger stadig avispapir til at udtrykke sig direkte til vælgerne.

Disse annoncer bringer både vi og alle andre aviser jævnligt. Der skal virkelig meget til, før vi kan og vil afvise en sådan annonce; den skal være injurierende, hænge navngivne personer ud, være racistisk eller opfordre til had og vold, før vi vil gå så langt. Det er sket, men yderst sjældent.

ET DEMOKRATISK MEDIES publicisme minder derfor om lærergerningen, som Jean Jaurés beskrev den, og som Samuel Paty udførte den: Også avisen bidrager til demokratiet ved ikke blot at tale om mangfoldighed og pluralisme, men vise den i både holdninger og udtryk.

Annoncen fra Nye Borgerlige var hverken racistisk, injurierende eller opfordrede til had og vold. Teksten handlede udelukkende om solidaritet med Samuel Paty, Frankrig og princippet om ytringsfrihed. De to ledsagende tegninger var i forskellig grad blasfemiske, men annoncen var samlet set, som man siger for tiden, helt inden for skiven.

Derfor sagde jeg ja til, at Weekendavisen kunne bringe annoncen. Om vi er enige i annoncens budskab, er helt irrelevant, ligesom det er helt skævt at påstå, at vi »lod os spænde for en vogn«, som en del læsere har skrevet til os.

Det betyder overhovedet ikke, at vi tager parti for Nye Borgerlige, hvis politiske holdninger vi ofte har kritiseret. Vi havde også indrykket annoncen, hvis den samme annonce var kommet fra Enhedslisten. For vi er publicister, og det er vores publicistiske raison d’etre og demokratiske forpligtelse at give plads til forskellige politiske partiers synspunkter, også på annonceplads. Det er udtryk for tolerance, frisind, demokrati. Det modsatte kender man udmærket i resten af verden. Vi har også kendt det selv.

TILBAGE I 1948 nedfældede mine forgængere i Pilestræde »Redaktørerklæringen for Berlingske Tidende og Berlingske Aften«. Den blev skrevet efter det store opgør med europæisk fascisme, og det er den sidste del af teksten, der er den vigtigste – også i dag: »Forudsætningen for pressens virksomhed i offentlighedens tjeneste er den for demokratiske stats- og folkesamfund gældende ytringsfrihed, og de Berlingske blades ledelse vil med alle til rådighed stående midler søge at værne denne mod angreb, fra hvilken side de måtte komme.« Det er over 70 år siden.

At bringe den omdiskuterede annonce med en tekst om ytringsfrihed og to satiretegninger af profeten burde være en enkel sag. Det burde være helt ligetil.

Det er det som bekendt ikke.

I løbet af søndagen blev jeg og Weekendavisen genstand for massiv kritik. En del af den meget aggressiv og hadefuld, hvor avisen blev skældt ud for at være dybt reaktionær og uhæmmet principiel, og jeg selv for at lade mig styre af min religiøse baggrund. Det meste af kritikken udtrykte vred undren og ophidset ærgrelse over, at Weekendavisen overhovedet ville lægge sider til denne provokation.

DET ER SANDT, at disse satiretegninger bliver opfattet som en provokation. Men det er de ikke. I den omtalte annonce var de udtryk for solidaritet med den lærer, der var slået ihjel for at vise dem. Var hensigten at høste politiske point eller fiske vælgere på højrefløjen? Meget muligt. Men det er ikke en grund til at afvise en annonce fra et politisk parti. Det er jo i sagens natur hele pointen med en politisk annonce.

Det er sandt, at der er en risiko ved overhovedet at sige, at Weekendavisen i princippet ville bringe annoncen – særligt en risiko for medarbejdernes sikkerhed. Vores kolleger på Rådhuspladsen arbejder i et topsikret fort. Men det er en risiko, vi bliver påtvunget. Ikke af os selv eller af vores principper om publicistisk ansvar, heller ikke af det parti, der ville indrykke annoncen, men af de mennesker, der prøver at true os til at ignorere disse principper gennem vold.

Men det er jo kun disse tegninger, lyder det. Hvorfor hjælpe et indvandrerfjendsk parti med at piske en stemning op?

Men det er ikke bare disse franske – eller danske – satiretegninger. Yahya Hassan blev truet på livet i årevis på grund af sine digte om islam. Museer og gallerier er for længst holdt op med at vise kunst, der beskæftiger sig med islam, som de frygter kan skabe vrede reaktioner. Ayaan Hirsi Ali er flygtet fra Europa. Salman Rushdie har levet i skyggen af en fatwa i 30 år. Da jeg for 13 år siden spurgte Rushdie om muhammedtegningerne i Jyllands-Posten og ville vide, om han ikke bekymrede sig om den højreorienterede danske avis’ motiver, svarede han: »Til helvede med motiverne! Tror du, at voldsmændene interesserer sig for motiverne? De var da fuldkommen ligeglade med mine motiver. De vælger selv, hvad de bliver vrede over. De interesserer sig ikke for motivet.«

AT DE FRANSKE tegnere og Charlie Hebdo har afvist at give Nye Borgerlige rettighederne til de to satiretegninger, vil jeg ikke blande mig i – det er en sag mellem dem. Annoncen var ikke Weekendavisens projekt, og den bliver derfor ikke bragt. Jeg finder det hverken »pinligt« for Weekendavisen eller har en »mærkelig smag i munden« over, som det formuleres på sociale medier, at projektet er faldet til jorden.

Men jeg kan konstatere, at skolelærere, gymnasielektorer, universitetsprofessorer, jurister, journalister af alle mulige slags og diverse folk, der beskæftiger sig med offentlig debat, på sociale medier mener, at det er Weekendavisen, Berlingske og B.T, der udgør den opsigtsvækkende, bemærkelsesværdige provokerende undtagelse, fordi de tre aviser sagde ja til at bringe en politisk annonce.

Imens holdt alle andre publicister i landet lav profil, herunder DR, den licensbetalte kolos, der altid påstår, at de da sagtens kan finde på at bringe tegninger, når det er relevant, men udøver de mest utrolige krumspring for at undgå at gøre det. Information, der blev grundlagt som en frihedsavis, har ikke mælet et ord. Politiken stak hovedet i busken, chefredaktør Chri­stian Jensen afviste endda at stille op til et interview om emnet her i avisen.

Hvorfor er dét ikke det opsigtsvækkende, bemærkelsesværdige og provokerende? Hvorfor er disse medier ikke undtagelsen? Fordi, som Jyllands-Posten så klart formulerer det, vold virker. Var islamiske terrorister ikke rede til at skære halsen over på sagesløse lærere, skyde fredelige tegnere eller myrde uskyldige kirkegængere, blot fordi de er franske, ville vi jo slet ikke have denne diskussion, ikke tale om provokationer, spænden-for-vogne eller om en grim smag i munden.

VOLD VIRKER, OG det ændrer hele perspektivet: Det er Weekendavisen som medie og mig som chefredaktør, der omtales som yderligtgående. Præcis som det amerikanske pressebureau AP, der forklarer raseriet mod Frankrig og volden mod civile franskmænd ikke med islamismens konstante trussel, men med militant fransk sekularisme. Den ubekvemme angst har skabt et spejlkabinet, hvor ingen tilsyneladende kan huske det normale perspektiv.

Ja, det er sandt, at disse satiretegninger bliver opfattet som en provokation. Ligesom det opfattes som en provokation at have en synagoge i Wien, gå i kirke i Nice, sidde på en café i Paris eller gå på stranden i Tunesien, danse på en homobar i Orlando, spadsere på gågaden i Stockholm, fejre den franske nationaldag, tage til julemarked i Berlin, gå til popkoncert i Manchester og holde debatmøde i København.

Den omtalte annonce bar et fotografi af en lærer, der var blevet slået ihjel for at vise satiretegninger. At det var Nye Borgerlige, der stod bag annoncen, blev den vigtigste historie. At enkelte aviser ville bringe den, blev den næstvigtigste. De, der svigtede almindelige publicistiske principper, blev slet ikke en historie. Og helt glemt er den mand, det egentlig handlede om: en fransk lærer, der ville undervise sine elever i demokrati.

Læs også kommentaren »Den gode vilje«