Kronik. 20 år efter euro-afstemningen står det klart, at tilhængernes advarsler var tomme. Hvorfor ønsker de så stadig, at Danmark skal miste sin egen valuta?
Kronens vogtere
I disse dage er det godt 20 år siden folkeafstemningen om euroen. Jeg husker dengang, hvordan flere medier blot 11 dage efter afstemningen betegnede daværende nationalbankdirektør Bodil Nyboe Andersen som »kronens vogter«. Det skete på hendes 60-års fødselsdag. Skal vi opleve det igen nu på 80-årsdagen?
Det er i hvert fald falsk varebetegnelse, for hun ville nemlig afskaffe kronen for tid og evighed. Som Nationalbankens dengang øverste chef gik hun som mange andre beslutningstagere aktivt ud og anbefalede vælgerne at stemme ja til euroen. Hun ville altså aflive vores egen valuta. Så er man næppe kronens vogter, men snarere det modsatte.
Som bekendt fulgte et flertal af vælgerne ikke hendes råd. 53,2 procent stemte nej til euroen i 2000. Har det været en ulykke for Danmark? Her efter 20 år ved alle, at svaret er nej.
Hvorfor ville Bodil Nyboe Andersen og andre som hende afskaffe kronen til fordel for et halsløst eksperiment? For euroen var og er et eksperiment. Skal euroen overleve, kræver det ikke kun en fælles centralbank og en fælles pengepolitik – og det har man jo allerede – men også en fælles finanspolitik. Det står stadig mere klart. Men hvem tror på, at det vil ske? Jeg kender ingen, heller ikke efter EU-topmødeforliget i juli 2020.
En succes for euroen kræver ydermere et fælles arbejdsmarked mellem euro-landene. Det findes kun på papiret. Euro-landenes forskellige sprog bevirker, at der ikke er noget fælles arbejdsmarked. Bliver de eksempelvis arbejdsløse i Spanien, så kan spanierne kun i begrænset omfang tage job i Tyskland eller i Frankrig, fordi de ikke kan sproget. Langt hovedparten må derfor forblive arbejdsløse hjemme i Spanien – med alle de tragedier i form af fattigdom, skilsmisser og selvmord, der følger i kølvandet på massearbejdsløshed. Og det er jo lige præcis det, som rent faktisk skete i kølvandet på finanskrisen – en forfærdelig katastrofe.
Danmarks Nationalbankdirektør gennem 30 år (1965-94) Erik Hoffmeyer opfordrede også i 2000 vælgerne til at stemme ja til euroen. Det skete tydeligvis stærkt tilskyndet af den daværende regering. Hoffmeyer havde nemlig hele tiden slået fast, at der ikke var økonomiske fordele ved at gå med i euroen. Og i 2012 stod han frem i Information og sagde:
»Jeg vil sige, at det værst tænkelige er sket for eurozone-landene. Den negative vækst, man har i middelhavslandene, er rystende. Det mest forstemmende er den store arbejdsløshed med meget ringe udsigt til at kunne bekæmpe den, fordi man er låst fast af euroen. Jeg kan ikke se, hvordan disse lande inden for en periode på 5-10 år overhovedet kan komme af sted med at få en lavere ledighed. Og det er en helt konkret bremse på deres mulighed for udvikling. Måden, det netop nu foregår på i Sydeuropa, er rystende. Euro-projektet er en fejl, og hvis nogen vil ud, bør de have det gyldne håndtryk.«
Men euro-tilhængerne lyttede ikke til Hoffmeyer i 2012, og katastrofen i Sydeuropa fik lov til at udvikle sig til et mareridt. Man kan spørge sig selv, hvorfor hans efterfølger i Nationalbanken, Bodil Nyboe Andersen, ikke har sagt noget.
Bodil Nyboe Andersen har efter euro-nederlaget udtalt, at »når der nu ikke kunne blive tale om et giftermål, så er det papirløse ægteskab med euroen også OK«. Dermed hentydede vores daværende nationalbankdirektør til det forhold, at Danmark har valgt at holde kronen tæt på en aftalt centralkurs på 7,46 kroner per euro. Denne fastkurspolitik har Danmark ført med succes siden 1987.
Men her er virkeligheden den diametralt modsatte. Et ægteskab (euroen) er en katastrofe, mens et papirløst forhold er det helt rigtige. Så længe vi har vores egne penge, kan vi nemlig når som helst ændre på kronens kurs. Ved at holde fast i kronen har vi stadig den nødbremse, som er afgørende: muligheden for at devaluere, når det går galt for dansk økonomi. Ikke hvis, men når det går galt. For naturligvis går det galt for dansk økonomi på et tidspunkt. Det kan være om 10, 20, 30 eller 100 år. Men naturligvis sker det på et tidspunkt.
Fordi der ikke har været togulykker i Danmark i mange år, fjerner man jo ikke nødbremsen i togene. De sydeuropæiske lande havde efter finanskrisen brug for at trække i nødbremsen, men den var væk. De kunne ikke devaluere, fordi de havde afskaffet deres egne valutaer til fordel for euroen. Det blev en katastrofe for dem. Det vil det også blive for os på et tidspunkt, hvis vi går med i euroen. Så ryger vi i den økonomiske afgrund, som Grækenland, Spanien og Italien stadig ikke er kommet op af.
Foruden Hoffmeyer har enkelte andre fremtrædende økonomer erkendt, at euro-eksperimentet har slået fejl. Således har forhenværende overvismand Christen Sørensen sammen med forhenværende departementschef Jørgen Rosted skrevet en læseværdig bog, Fundamentet under EU vakler. Bogen udkom i 2018, men har fået meget lidt omtale. Begge de to topøkonomer anbefalede for 20 år siden at stemme ja til euroen, men er siden blevet dybt skuffede over udviklingen.
De økonomiske vismænd har betegnet muligheden for at devaluere som en forsikring i tilfælde af alvorlig økonomisk krise i Danmark. Selv kalder jeg det for en nødbremse.
Op til afstemningen for 20 år siden regnede vismændene med, at vi uden for euroen ville få en rente en halv procent over den tyske. Denne merrente betegnede vismændene som en forsikringspræmie: prisen for at kunne trække i nødbremsen, når det går galt for Danmark. Den danske rente har imidlertid i mange år været nede på tysk niveau.
Vi har altså en gratis forsikring mod at havne i den økonomiske afgrund. Hvorfor sige nej til dette? Hvorfor vil de euro-tilhængere, der er tilbage, ikke have en ulykkesforsikring for Danmark, når de typisk har en for deres egen familie?
Del: