Om man står på ski, skøjter, kører i bil, på cykel, eller hvad man gør, er det som regel en god idé at løfte hovedet og se fremad. Stirrer man ned i jorden, mister man retning, balance og hastighed.

Det er dybest set grunden til, at Italien år efter år sakker bagud i forhold til sine europæiske kolleger og på et økonomisk parameter som den langfristede statsobligationsrente endda har set sig overhalet af Grækenland, det tidligere mest økonomisk uansvarlige land i Unionen. For tre år siden var det spanierne, som fik noteret en bedre købekraft end italienernes. Fælles for Spanien og Grækenland er, at de efter finanskrisen har været gennem en række reformer, som har været ubehagelige, men har styrket landenes økonomiske struktur og tilliden til dem. Det stik modsatte er tilfældet i Italien, hvor forsøg på reformer strander, næsten inden de når at blive søsat. År efter år slæber Italien sig af sted med alle sine byrder – stratosfærisk statsgæld, korruption, der er blandt den værste i EU, kviksand af bureaukrati, langsommeligt og uigennemskueligt retsvæsen, forældet pensionssystem og indretning af arbejdsmarkedet, skattesnyd som nationalsport for alle, der har mulighed for det. Og det store omsiggribende uvæsen mafiaen, der kvæler vækst, saboterer markedsmekanismerne og forurener økonomien med sorte penge langt ud over Italiens grænser.