Kommentar. Statsministerens adfærd udfordrer politikernes ret til privatliv.
Kontraktbrud
Privatpersonen statsminister Lars Løkke Rasmussen er tilbage igen. I mandags kunne Ekstra Bladet fortælle, hvordan hans kone, Sólrun Løkke Rasmussen, for to måneder siden var indkaldt til en alvorlig samtale med sin chef, rektor på N. Zahles Gymnasieskole Anne Birgitte Klange. Til den slags møder må man medbringe en bisidder, hvilket normalt er ens tillidsrepræsentant. I stedet troppede statsministeren op efterfulgt af PET-vagter. Var det en magtdemonstration?
Ekstra Bladet kunne også fortælle, at mødet ikke faldt ud til Løkke Rasmussens fordel. Hun blev ifølge avisen afskediget fra sin stilling som følge af samarbejdsvanskeligheder. De sidste detaljer er muligvis ukorrekte. I hvert fald valgte statsminister Lars Løkke Rasmussen samme aften i en bizar Twitter-fejde at anklage Ekstra Bladets chefredaktør Poul Madsen for at bringe usande oplysninger. Hans kone var i hvert fald ikke blevet fyret, lød det. Hvad hun så var blevet, forblev uklart. Løkke nægtede at svare på, om han havde deltaget i mødet som bisidder. Den del af historien var vist ikke helt så usand.
