Måske skyldes vores manglende solidaritet i coronakrisen, at vi, så længe vi kan huske, har forsøgt at dreje på jeres fælleskabsknap, uden synderlig succes.

Virus. I Politiken kunne den studerende Harald Toksværd i denne uge forklare de ældre generationer, hvorfor de unge ikke udviser samme forsigtighed med at sprede coronasmitten som resten af befolkningen. De føler simpelthen ikke, at andre tager klimaproblemet tilpas seriøst. At Danmark sidste år havde sit første såkaldte »klimavalg«, og at Folketingets partier havde planlagt at vedtage en historisk stor klimaplan denne sommer, har den unge Toksværd tilsyneladende ikke bemærket.

Det er også vigtigt at understrege, at det, man kan gøre i forhold til en dansk befolkning med et højt uddannelsesniveau, ikke nødvendigvis er det samme, som man kan gøre i andre lande, hvor befolkningen har sværere ved at forstå den befolkningsrettede kommunikation, der kommer fra nogle sundhedsmyndigheder.

Virus. I onsdags kunne en repræsentant for Sundhedsstyrelsen (SST) endnu en gang forklare, hvorfor WHOs anbefalinger om omfattende test, som man har set i eksempelvis Sydkorea, ikke gælder for Danmark. Denne gang med begrundelsen, at danskerne er højtuddannede. Ifølge OECD er Sydkorea dog verdens 4. mest veluddannede land, mens Danmark kun er på en 18.-plads. Samme aften meldte SST, at man nu vil stræbe efter at teste 5000 danskere om dagen.