Konsensus­­­­politikkens sejr

DET HAR VÆRET en figur i international presse i snart 25 år: at Danmark er yderligtgående, offer for en brunlig, populistisk, fremmedhadende højrefløj. I årtier har verden savnet den højt besungne danske tolerance og åbenhed. Hvor er det rigtige Danmark, har man siden 2001 spurgt i aviser over hele den vestlige verden.

Jamen det er lige her, lød det fra de danske vælgere søndag. Tolerante SF vandt stort over det Socialdemokrati, der har brugt tre-fire formænd på at bevæge sig markant mod højre. Det konventionselskende Venstre stoppede nedturen, mens Konservative gik frem.

Kort sagt: Højrebølgen i Europa blev bremset ved det vildsvinehegn, der også er blevet et symbol på den danske populistiske vildfarelse. I Frankrig har det politiske system endelig ramt muren med hver tredje franske vælger, der satte kryds ved Marine Le Pen, hvilket søndag aften fik præsident Macron til at udskrive valg. I Tyskland vokser AfD fra ni til 15 mandater. I Italien er Georgia Melonis parti klart det største. I Holland og Østrig går højrefløjen markant frem. Historien er mere eller mindre den samme allevegne: Den EU-skeptiske indvandringskritiske højrefløj har vundet valget.

DET ER SANDT, at »midten holder stand«, som det lyder flere steder, og de tyske konservative klarede sig for eksempel nogenlunde, men denne sidehistorie kan slet ikke skjule det åbenlyse: Det progressive, det røde, det grønne, det åbne og det tolerante Europa tabte dette valg med et brag.

Højrebølgen stoppede ved Danmark af indlysende grunde: Her har det politiske system allerede foretaget den tænderskærende hårde integration mellem de etablerede partier og højrefløjen. Pia Olsen Dyhr er nu det progressive og rød-grønne Europas dronning, men ikke engang hun sætter grundlæggende spørgsmålstegn ved den stramme udlændingepolitik.

Mainstreamificeringen af udlændingepolitikken smitter af på alle andre politiske spørgsmål, og den danske valgkamp var – sammenlignet med alle andre medlemslande – en sejr for en fornuftig, pragmatisk og seriøs tilgang til snart sagt alle vigtige europæiske spørgsmål.

LIGE BORTSET FRA Sverige. Også de svenske vælgere bidrog til at stoppe højrebølgens nordlige bevægelse. Sverigedemokraterne gik ikke frem, og de konservative Moderaterne blev det markant største borgerlige parti. Det er ikke så mærkeligt: I Sverige har både Moderaterne og Socialdemokraterne gennemgået den samme hårde øvelse som i Danmark; her er det blot gået endnu hurtigere med erkendelsen af, at den åbne dørs politik ikke bare har slået fejl, men truer med at smadre store dele af det svenske samfund.

Det må være EP-valgets store historie. Resten af Europa har i et kvart århundrede peget fingre ad Danmark, det skønne eventyrland, der pludselig forvandlede sig til en intolerant vognborg. Dansk Folkepartis sejrsgang blev set som en ubehagelig europæisk undtagelse, og de etablerede partiers forsøg på at indtage strammerkursen som en principløs bortkasten af sande europæiske værdier.

Nu sidder resten af EU i saksen. Det bliver dybt interessant at følge de etablerede politiske systemer – inklusive de europæiske – bevæge sig ud på den vej, som man i både Sverige og Danmark kender så godt. Det handler ikke bare om den konkrete udlændingepolitik eller håndteringen af de ydre grænser, som er en del af et større værdipolitisk opgør. Spørgsmålet er, om de store medier derude vil håndtere det med samme mangel på nysgerrighed, som når de har skrevet om den skandinaviske erfaring.

Rettelse: I en tidligere udgave af denne artikel fremgik det, at tyske AfD vokser fra 5 til 16 mandater. De vokser retteligt fra 9 til 15 mandater. Weekendavisen beklager fejlen.