Københavneri

Congo Bar, Vojens, fredag kl. 18.35. På det lokale værtshus kører Mette Frederiksens pressemøde på storskærm. Der er skruet helt op for lyden. Ove Sørensen, 67, sidder med et blåt mundbind hængende løst fra det ene øre, klar til at tage det på, hvis han skal rejse sig.

»Det er alvorligt, det her corona,« siger han og ser op på skærmen. »Og så spekuleres der i, om nogle har klappet en dame på låret for ti år siden i København.«

Ove Sørensen, der er pensioneret handelsmand og født og opvokset i det sønderjyske, refererer selvfølgelig til MeToo-sagerne i dansk politik.

»Det er jo blevet de gales parlament,« siger han og stiller opgivende øllen fra sig på bordet, mens servitricen Iben samler et par glas sammen fra nabobordet.

Weekendavisen er taget til den sønderjyske by Vojens for at tage temperaturen på en diskussion, som fylder store dele af mediebilledet i København, men tilsyneladende har en anden prioritet uden for de store byer.

Mens debatten om MeToo har rullet for fulde gardiner i hovedstaden, er der kun et enkelt debatindlæg om sexisme i lokalpressen i Vojens og ikke en eneste artikel, hvor ordet »MeToo« indgår.

På Congo Bar, der med sorte læderstole og røde stofduge på bordene er knap så eksotisk indrettet, som navnet antyder, er MeToo heller ikke noget, man diskuterer synderligt – kun for at joke med det hele, siger Ove Sørensen.

»Som 67-årig kan du ikke have undgået at tage et par stykker på låret. Når jeg taler med andre mænd, siger jeg: ’Hold da kæft, ingen af os havde nogensinde fået en politisk karriere i dag’.«

At en magtrelation kan gøre det svært for kvinden at sige nej, anerkender Ove Sørensen. Der er dog en verden til forskel på en hånd på et lår og et overgreb, og den nuance mangler i debatten, siger sønderjyden. De, der forsøger at begå overgreb, skal have et »ordentlig los bagi«.

Men eksempler som Socialdemokratiets politiske ordfører, sønderjyden Jesper Petersen, der på sin Facebook må undskylde for et samleje med en 15-årig for 19 år siden, får Ove Sørensen til at ryste på hovedet.

På barens storskærm er statsminister Mette Frederiksen i fuld gang med at præsentere de nye coronarestriktioner. Maks. ti mennesker må samles på offentlige steder fra mandag. »Nu bliver Congo Bars halloweenfest nok aflyst,« lyder det oppe fra baren.

Det får Ove Sørensen til at indlede en diskussion med sin veninde Emma Klein ved nabobordet. Betyder ti mennesker, at de kun må være ti mennesker i hele Congo Bar? Eller er det ti mennesker ved hvert bord?

Ingen af dem er helt sikre på svaret. Til gengæld vil Emma Klein på 57 år gerne blande sig i diskussionen om MeToo. For hun har selv arbejdet som servitrice i Åbenrå i 27 år og »fået mange klap bagi«, som hun siger det. I dag er hun ikke længere servitrice, men arbejder som sekretær.

»Jeg har prøvet, at en gæst lagde sin pik op på baren og bad mig måle den, og sidemanden var på vej til at hive sin frem. Dér blev jeg simpelthen nødt til at sige, at nu stopper legen.«

Ove Sørensen undertrykker et grin fra sin ende af bordet, mens Emma Klein skodder cigaretten i askebægret uden at fortrække en mine. Hendes negle er lange og lakeret i en perlemorsfarve, og om halsen har hun et kors med små diamanter.

»Så sagde jeg: ’Jeg er ligeglad med, om den er 90 eller ti centimeter. Jeg måler den ikke.’ Og så bad jeg ham pænt om at pakke den sammen, og den anden om at beholde sin i buksen.«

Gæstens kønsdele burde aldrig være endt på bardisken, medgiver Emma Klein. Men værre var det heller ikke, siger hun: »De unge kvinder skal lære at sige fra. Problemet er ikke kun mændene.«

Kælderen

Fredag kl. 20.15. I Vojens holder de unge til i Kælderen. Det fortæller Congo Bars servitrice Iben, der guider Weekendavisen videre i det sønderjyske natteliv. I en sidegade til Vestergade, og som navnet indikerer – nede i en kælder – ligger baren, der om fredagen bliver omdannet til et diskotek for Vojens’ unge. I loftet hænger en diskokugle, og der står borde og lædersofaer langs væggene.

Det er Marlene Olsens storebror, der ejer Kælderen. Hun er 25 år og kommer her næsten hver eneste weekend og hjælper også til i ny og næ. I aften hænger hun dog i baren, mens hun taler med 21-årige Charlie Baj, der er på arbejde bag baren.

»Jeg oplever ikke sexisme hernede,« siger Marlene Olsen, der har kort pink hår og er iført en sort top med en udskæring, så man kan ane en Hello Kitty-tatovering på det ene bryst.

»Nej, her kan vi bare joke med det,« siger Charlie Baj og tager Marlene på brystet for at demonstrere Kælderens jargon.

»Men jeg har oplevet en del på mit andet arbejde,« siger Marlene Olsen, som til hverdag kører lastbil. »Jeg er blevet bedt om at give blowjobs for lønforhøjelser, knalde med chefens søn og den slags, og det synes jeg ikke er fair.«

Weekendavisens udsendte måber over den beretning, men Marlene Olsen fortæller, at hun jo bare sagde »nej tak« og fandt sig et andet firma at køre for. »Jeg er et selvstændigt menneske, jeg kan godt selv sige fra.«

Karina Damgaard, Anita Pedersen, Elna Fey og Malene Eskesen kommer i Kælderen, når de skal i byen. Selv om det selvfølgelig er lidt sværere nu, hvor diskoteket corona-lukker klokken 22.

»Men der er altid gang i den hernede,« siger Karina Damgaard på 26. Hun bærer et par spinkle briller og har det lyse hår samlet i en stram knold.

De fire kvinder kender hinanden fra hockey og har ikke meget tilovers for MeToo-debatten. Vi lever i en krænkelseskultur, siger de i munden på hinanden. De sager, der har været fremme i medierne, er også gamle. Hvorfor sagde kvinderne ikke fra dengang?

»Der burde være en forældelsesfrist,« slår Malene Eskesen fast, og de andre nikker samstemmende. »Det giver jo ingen mening, at man kan komme efter flere år.«

Weekendavisen nævner eksempler på nyere sager, for eksempel at en af indberetningerne på Frank Jensen var fra 2019, men det ændrer ikke ved venindernes holdning.

»Man skal jo tage det, når det sker,« siger Elna Fey og illustrerer situationen med venindens hånd. »Jeg har da prøvet at sidde hernede, hvor en mand lægger en hånd på mit lår, hvis jeg ikke vil have det, så skubber jeg den væk.«

– Har I altid været i stand til at sige fra, når I har oplevet grænseoverskridende adfærd?

Elna Fey tager ordet for gruppen: »Ja,« svarer hun. »Men du skal også tænke på, at det er hockey-tøser, du sidder med.«

Ikke særlig Woke

Redaktør for Ugeavisen Haderslev Lars Fahrendorff kan genkende folkestemningen fra barerne i Vojens. »Meget af MeToo er desværre blevet kvalt i diskussionen om ’hånden på låret’,« siger han over telefonen fra Haderslev.

»Det lyder jo meget harmløst, at man griner lidt af det hele. Men det er det, der er sket i vores landsdel. Det er blevet til sådan noget ’herregud, så slemt er det da heller ikke.’«

Tv-vært Sofie Lindes oprindelige budskab, som satte gang i MeToos anden bølge, havde ellers stor genklang i det sønderjyske, fortæller Fahrendorff: »Det handlede om magtfulde mænd, der udnytter kvinder længere nede i hierarkiet til sex. Det forargede også her,« siger han.

»Men pludselig tog debatten en drejning, og MeToo kom til at handle om nogle forhold i dansk politik, som er fjerne for mange i Sønderjylland.«

Fahrendorff fortæller, at man i landsdelen ikke er meget for at gøre sig selv til offer. Man skal hellere tage sagen i egen hånd end at klage sin nød til andre: »Det er en meget sønderjysk værdi.«

I Sønderjylland overtrumfer landsdelens sociale værdier generationsperspektivet, som ellers har været brugt til at forklare de forskellige holdninger i MeToo-debatten. Derfor har de sønderjyske unge samme holdning som de ældre. Det forklarer antropolog ved Københavns Universitet Bjarke Oxlund.

Han beskriver, at forskellene mellem land og by repræsenterer »dem, der er vant til at kæmpe for deres ret i en praktisk forstand,« og »dem, der er skolet i at forstå strukturelle overgreb i en analytisk forstand«.

Historisk set er bevægelser som 68-oprøret og kvindebevægelsen i 1970erne startet i storbyer, hvor det er lettere at mobilisere sig i større grupper, og har derefter spredt sig til andre dele af landet, forklarer han.

Men MeToo adskiller sig ved at være en del af den såkaldt identitetspolitiske bevægelse. Den er koncentreret om særligt den yngre generation ved universiteterne, som er woke – politisk vækket og opmærksomme på enhver form for krænkelser baseret på race, køn eller seksualitet.

»Og der må vi bare erkende, at store dele af Danmark ikke er særlig woke,« siger Oxlund.