Den amerikanske højesteret er en helt unik institution i verden. I et politisk system som det amerikanske, hvor det er særdeles svært at ændre forfatningen, er det en mere farbar vej at få et flertal på mindst fem af Højesterets ni dommere til at afgøre, hvordan forfatningen skal tolkes i en bestemt sag. På den måde er det tit Højesteret, ikke regeringen eller Kongressen, der har det afgørende ord i mere principielle sager.

Det var således Højesteret, der i 1896 gav grønt lys for raceadskillelsen i Sydstaterne i skoler og offentlige transportmidler. Det var Højesteret, som i domme i 1954-55 omstødte den politik og afgjorde, at raceadskillelse var i strid med forfatningen. Amerikanske kvinders ret til at få foretaget abort var et resultat af en højesteretsdom fra 1973, ligesom det var Højesteret, som i 2015 slog fast, at retten til at indgå ægteskab også gælder folk af samme køn.

Når Højesteret har afgjort en sag, er det law of the land, indtil der eventuelt kan skaffes flertal for en forfatningsændring – eller Højesteret selv tager en tidligere kendelse op til revision.

Derfor er det så afgørende, hvem de ni dommere i Højesteret er. Derfor er hver eneste udnævnelse til et ledigt dommersæde genstand for en intens debat.

Det er præsidenten, der indstiller en kandidat til Højesteret, og Senatet, som med simpelt flertal skal godkende kandidaten. I løbet af de næste få dage vil Senatet stemme om dommer Brett Kavanaughs udnævnelse.

Kavanaugh så ud til at være en shoe-in til jobbet, da præsident Trump indstillede ham. Han er konservativ og vil tippe balancen i Højesteret til højre – hvilket kun er at forvente med en republikansk præsident og et ditto Senatsflertal. Men hans juridisk-faglige kvalifikationer og karriereforløb kunne der ikke sættes fingre på.

Så kom anklagerne, mest alvorligt fra psykologiprofessor Christine Blasey Ford, der ifølge eget udsagn i mange år led af følgevirkningerne af et seksuelt overgreb, Kavanaugh skulle have begået mod hende, da hun var 15 og han 17.

Begge var i sidste uge indkaldt til en tv-transmitteret Senatsudvalgshøring, hvor de under ed skulle redegøre for forløbet af en sommeraften for 36 år siden. Blasey Ford gav indtryk af at være fattet og sammenhængende, endskønt der var huller i hendes hukommelse. Kavanaugh – not so much. Han var skiftevis grådlabil og stærkt aggressiv over for de demokratiske senatorer blandt udspørgerne – og mente, at hele sagen var »et grotesk og koordineret karaktermord«, som var »næret af en tilsyneladende opsparet vrede over præsident Trump og valget i 2016, (…) hævn fra Clinton-parrets side, og milli­oner af dollars i bidrag fra yderligtgående venstreorienterede grupper«.

Spørgsmålet om Kavanaughs udnævnelse blev et slag i den raserende amerikanske kulturkamp. Demokraternes vælgere – og et flertal blandt kvinderne – vil med Kavanaughs udnævnelse se en mulig seksualforbryder eleveret til en plads ved USAs højeste domstol. Republikanske vælgere – og et flertal blandt mændene – vil med en forkastelse af Kavanaugh se (endnu) et eksempel på en mand, der ofres under #MeToo-bølgens skueprocesser.

Der er ikke i sagen, i skrivende stund, kommet oplysninger, som bringer tvivl om dr. Fords erindring om det skete – eller om dommer Kavanaughs fastholden af egen uskyld. Det synes at være påstand mod påstand. I en juridisk proces ville Kavanaugh gå fri.

Men dette er ikke en juridisk proces, men en jobansøgning til et embede, der kræver, at indehaveren dels har kontrol over sig selv i tilspidsede situationer, dels er, og af alle parter opfattes som, upartisk og uhildet i enhver henseende.

Med sin stemningslabile fremtoning under Senatshøringen – og sine udokumenterede beskyldninger mod demokratiske senatorer – burde Kavanaugh have bragt sit kandidatur til Højesteret til en brat afslutning. Hvis et republikansk Senatsflertal alligevel holder fast i ham, vil det være endnu et bidrag til den stammekrig, som i denne tid river det amerikanske samfund fra hinanden. ony