Kampen om det grå vælgerguld

Denne artikel udkommer også i Weekendavisens politiske nyhedsbrev Mandag Mortensen. Læs mere og tilmeld Dem her.

Meddelelsen om Dronning Margrethes tilbagetræden tog af gode grunde den politiske pynt af statsminister Mette Frederiksens nytårstale. Andet havde også været både upassende og spild af taletid på en dag, hvor fokus alligevel var rettet mod kongehuset.

Lidt kunne man dog fornemme om, hvad regeringen går og sysler med – og ikke mindst hvad den ikke sysler så meget med længere.

Da Mette Frederiksen talte fra Marienborg for et år siden, var det en selvbevidst statsminister med en nydannet flertalsregering hen over midten i ryggen. Gamle fjender var venner, og håbefulde ministre talte i kor om, hvordan alt det væsentlige, der tidligere var druknet i palaver og taktik, nu kunne gennemføres. Som det første var det store bededag, der måtte af med livet. Kraft og vilje til handling.

De små bidder af indenrigspolitik, der trods alt var bevaret i årets nytårstale, fortæller en anden historie. Afskaffelsen af bededagen blev en katastrofe for hele regeringen og ikke mindst for Socialdemokratiet, der både mistede vælgere i hobetal og skadede forholdet til fagbevægelsen. Meningsmålingerne fortæller unisont om en historisk upopulær regering, hvis bedste kort er, at der trods alt er lang tid til næste valg.

Derfor er modet og selvbevidstheden da også af mere afmålt størrelse end for et år siden. Det eneste konkrete udspil fra regeringen var planen om at forbedre fertilitetsbehandlingen. Og så sagde statsministeren, at det oprindeligt havde været hendes plan at tale om regeringens kommende ældrereform og den nære velfærd.

Det er ikke noget tilfældigt valg. Den socialdemokratiske analyse er, at partiets eneste måde at vinde noget af det tabte tilbage er at levere klassisk velfærd. Det er topprioriteten både hos de vælgere, der er gået andetsteds, og dem der trods alt er blevet tilbage. Skattelettelserne, som regeringen allerede har bebudet, vil S-vælgerne gerne have sig frabedt.

Når det gælder den klassiske velfærd, er det heller ikke tilfældigt, at netop ældrepolitikken var udset til at fylde i den tale, statsministeren ikke fik holdt. For mens man med regeringens selvberømmede handlekraft er gået friskt til blandt andet universitetsområdet og Statens Uddannelsesstøtte, er det en anden sag, når det gælder det alderssegment, der fylder massivt blandt både Socialdemokratiets og Venstres vælgere.

Eksempelvis svigtede modet, da man skrinlagde en bebudet reform af tilbagetrækningsordningerne på arbejdsmarkedet. En såkaldt Arne Plus-ordning skulle samle den allerede eksisterende Arnepension og den populære seniorpension. Men afskaffelsen af seniorpensionen viste sig så upopulær, at tanken blev opgivet. Handlekraften rakte ikke til en mulig gentagelse af bededagsballaden.

Nu blev der så, omend i rundere vendinger end planlagt, bebudet en reform til gavn for den aldrende del af vælgerkorpset.

Om det så kan vende strømmen, så Mette Frederiksen om et år kan tale på vegne af en regering, der har vundet noget af det tabte tilbage, er et åbent spørgsmål. Men hensigten var til at få øje på, selv om en større begivenhed skyggede.