Kamp fra hus til hus

Man skal forestille sig en grundejerforening, der mangler penge til vedligeholdelse af den private fællesvej og derfor beslutter at hæve kontingentet for alle husstande frem mod 2024. Det er en stor udskrivning for alle, men vejen er fuld af huller, og det er uforsvarligt at lade stå til. Men knap har man givet hinanden håndslag på, at nu skal det altså være, før matrikel nr. 14 gør indsigelse. Her mener man ikke, at det er rimeligt, at ens kontingent skal hæves lige så meget som de øvriges. Var det måske ikke manden i nr. 14, der uden beregning fældede den syge poppel på Vejens Dag? Det bør give nedslag. Og i øvrigt kører nr. 14 i delebil og slider ikke særlig meget på vejen i sammenligning med kollektivet i nr. 10, der har hele tre biler? Det bør også give nedslag. Sådan en beboer bliver man rigtig træt af. For giver grundejerforeningen først efter, så ved vi jo godt, hvad der vil ske: Så er der ikke grænser for, hvilke argumenter hver enkelt husstand vil bringe til torvs for at få nedsat sit bidrag.

Ikke desto mindre har danske regeringer i en årrække optrådt ligesom denne irriterende nabo i diskussionen om, hvorvidt der skal bruges to procent af bruttonationalproduktet på Forsvaret, som NATO beder om. Jævnligt fremføres nye begrundelser for, at lige præcis Danmark burde slippe billigere. Så hedder det sig, at vi per indbygger har et af de højeste bidrag (hvilket jo skyldes, at Danmark er et rigt land og har meget at forsvare). Så hedder det sig, at vores soldater er meget bedre end de andres, og vi derfor kan nøjes med færre. Så hedder det sig, at der relativt set er omkommet lige så mange danske soldater i Afghanistan som amerikanske, og at man derfor ikke kan komme rendende og forlange mere.

Senest har forsvarsminister Trine Bramsen affærdiget NATOs kritik af Danmarks utilstrækkelige forsvarsevne med, at NATO forsøger at bedrive »politik«. Underforstået: NATO mener det slet ikke. Men det er både dumt og uforsvarligt at argumentere på den måde. Og ikke primært af hensyn til NATO. Af hensyn til os selv. For det er jo ikke bare NATO, der hævder, at det danske forsvar er i en sølle forfatning. Det er også Rigsrevisionen, der i adskillige rapporter de senere år har påpeget, at der er noget helt galt. At manglen på bemanding har gjort Forsvaret sårbart og udgør en risiko for løsningen af forsvarsopgaverne i Søværnet og Flyvevåbnet. At fregatterne, inspektionsskibene og kampvognene ikke har de nødvendige forudsætninger for at løse deres opgaver, og at det allerede har haft konsekvenser for beredskabet og indsættelsen af styrker. Og hvis man stadig er i tvivl, så kan man studere vores magre forsvarsforlig, som med lodder og trisser og indregning af pensioner, sundhedsudgifter og uddannelse bringer os op på 1,5 procent af bruttonationalproduktet i 2023. Her lover vi at stille med en komplet brigade på 4.000 mand, og det lyder jo flot. Lige indtil det går op for én, at brigaden har et mobiliseringsvarsel på 180 dage. 180 dage!

Forestiller man sig virkelig, at russerne vil advisere os, et halvt år før de får lyst til at sætte sig på Bornholm som led i en militær blokade af Baltikum? Prøv at spørge i Georgien, hvor russerne de facto annekterede Sydossetien og Abkhasien i 2008, eller i Ukraine, hvor de de jure annekterede Krim i 2014. I modsætning til os gør svenskerne og finnerne sig da heller ingen illusioner. De har ikke NATO at falde tilbage på og kaster derfor milliarder ind i deres forsvar i disse år, selv om begge er velfærdsstater med tilhørende udgiftspres. I Danmark satser vi på, at de andre kommer og redder os. Og det er trist. Fra nævnte grundejerforening ved vi jo, at det risikerer at ende med, at der aldrig kommer en ny vej. Og hvem går det mon ud over? Ja, en dag vil nr. 14 pludselig sande, at man faktisk hører til de husstande, som bruger den allermest, fordi ens hus ligger så langt nede ad vejen.