Opinion. Naveed Baig og Kasper Mathiesen ønsker at fastholde en falsk fortælling om Muhammedkrisen.
Islams gatekeepers
Imam Naveed Baig og Kasper Mathiesen afviser mit forsvar for at føje Muhammedkrisen til folkeskolens historiekanon, og for at staten laver frivilligt undervisningsmateriale med JPs tegninger. Frivilligt fordi lærerne pædagogisk ganske vist bør vise tegningerne, men vi efter drabet på Samuel Paty ikke kan kræve det af dem.
I deres afvisning følger imamen og hans støtte drejebogen for den karismatiske autoritets greb om magten. For det første fastholder de, at islam som minoritetsreligion ingen som helst politisk magt har i Danmark. Religionen er ifølge Baig og Mathiesen rent privat, de religiøse følelser helt personlige og uden samfundsmæssig betydning, og de bør derfor ikke udsættes for satire. Desværre for dem hævder de dette i den selvsamme avis, der få sider forinden kunne berette, at både PET og UM måtte deltage i forhandlingerne om lige denne udvidelse af folkeskolens pensum.
Del: