Kvinder i politik har længe været et succeskriterium for ligestilling. Målt på det parameter ligger vi godt: Folketinget består af 39,1 procent kvinder, statsministeren er for anden gang en kvinde, og kvindelige partiledere er i overtal med fem ud af ni. Forventede man til gengæld, at flere kvinder ved magten ville føre til en mere empatisk omgangstone, et opgør med business as usual eller en forandret politik, bliver man nok skuffet. Patriarkatet smuldrer, men matriarkatet er ikke ligefrem noget safe space.

Se bare Inger Støjberg, der er gået rogue og nægter at slippe grebet om en rallende Jakob Ellemann. Hendes motto er knap så meget kage og fredelig sameksistens som den totale udslettelse. Eller Pernille Vermund, der surfer storsmilende på bølgen af meningsmålinger hen over hovedet på Kristian Thulesen Dahl. Også her lader målet til at være en form for ydmygelse. Alt imens ryster matriarken Pia Kjærsgaard bebrejdende på hovedet af sin svage efterfølger. Sådan var det ikke gået med hende ved roret.