Kan Gianni Infantino, ham charlatanen fra FIFA, blive den næste generalsekretær for FN?

Det er skam et seriøst – men også temmelig spekulativt – spørgsmål. Ifølge avisen The New York Post, der tidligere har haft fingeren på pulsen i Donald Trumps inderkreds, skulle Infantino være den amerikanske præsidents favorit, da de syv reelle kandidater er »kedelige«.

Men måske er en kedelig kandidat lige præcis det, FN har brug for. Sådan en Mark Rutte-type, der kan gyde olie på vandene og få ting til at ske.

Der er i hvert fald nok at give sig til for den nye generalsekretær, som skal vælges på generalforsamlingen, der begynder i dag i New York. Verdensorganisationen gennemlever en tumultarisk periode, hvor to ud af fem lande med veto i Sikkerhedsrådet er engagerede i krige, hvor den regelbaserede verdensorden er i modvind, og hvor klimaudfordringerne udfordrer sammenhængskraften.

Kildefoto: Julien De Rosa, Scanpix.

Hvis man var i tvivl om, at FN er i krise, kan man blot besøge organisationens nyhedsside, hvor tophistorien hedder: »Hvorfor FNs generalforsamling stadig betyder noget.«

»Og selvom man ofte hører folk sige, at FN er i tilbagegang, ser vi stadig hver september et rekordstort antal ledere, der kommer for at tale ved generalforsamlingen,« fortæller den mangeårige FN-diplomat Richard Gowan på FNs hjemmeside.

Det er for så vidt rigtigt, at FN repræsenterer 193 lande, der hvert år i begyndelsen af efteråret mødes på Manhattan.

Men det sker så i et USA, som i Donald Trumps anden præsidentperiode har trukket sig fra ikke færre end 31 FN-organisationer, herunder klimasamarbejder og sundhedsorganisationen WHO. Det er sket i en grad, der har skabt økonomiske udfordringer for FNs indsatser flere steder på kloden – særligt i det globale syd.

Samtidig må man mildest talt konstatere, at FNs principper om multilateralisme, international lov og en regelbaseret orden er truet. FN kunne ikke forhindre Rusland i at indlede en fuldskalainvasion mod Ukraine. FN kunne hverken presse Israel til at bremse sin Gaza-offensiv eller tvinge Hamas til at frigive gidsler. Og hvem tror reelt på, at FN har noget at skulle have sagt i forhold til Kinas ambitioner om at angribe Taiwan?

I dag er diplomatiet i vidt omfang gledet over i de mange andre internationale fora, som ikke forsøger at rumme hele verden i én organisation: G7, NATO, BRIKS, Trumps Board of Peace, EU, OECD, AU, G20 ...

Det er den virkelighed, FNs næste generalsekretær skal navigere i. Og han eller hun skal efter planen findes blandt syv kandidater:

Rafael Mariano Grossi (Argentina), Macky Sall (Senegal), Rebeca Grynspan (Costa Rica), María Fernanda Espinosa (Ecuador), Carolyn Rodrigues-Birkett (Guyana), Olara Otunnu (Uganda) og Ivonne A-Baki (Ecuador/Libanon).

Virker navnene ikke lige bekendte, skal man ikke være ked af det. Sådan vil mange formentlig have det, og det er ikke nødvendigvis en hæmsko, at egoet ikke er for stort på en post som denne.

Generalsekretæren skal være sig sine begrænsninger bevidst og kunne se mulighederne i ellers umulige situationer. Vedkommende skal både kunne tale til det globale syd og tækkes Sikkerhedsrådet – og Trump ikke mindst.

Det sidste har Infantino i hvert fald bevist, at han kan. Alligevel er det højst usandsynligt, at han ender med topposten i FN. Men det siger meget om Trumps syn på FN, at det er en figur som Infantino, han bringer i spil.

I øvrigt

Det er også i regi af generalforsamlingen, at der skal skrives et nyt kapitel i relationen mellem USA og Rigsfællesskabet. Formand for Naalakkersuisut Jens-Frederik Nielsen og statsminister Mette Frederiksen er fløjet til New York, hvor Donald Trump venter med den sikkerhedsaftale, som han annoncerede før weekenden.

Det, at aftalen skal underskrives i forbindelse med FNs generalforsamling, giver den en tungere diplomatisk vægt. Men det ventes ikke, at FN skal godkende aftalen. Det gjorde organisationen heller ikke med de tidligere aftaler om forsvar og sikkerhed. Men det er FNs konventioner, erklæringer og programmer, der danner bagtæppet for regelsættet, der skal efterleves i Arktis. For eksempel erklæringen om oprindelige folks rettigheder, UNDRIP, og havretskonventionen, UNCLOS, der regulerer maritime grænser og ressourcekrav.