Anmeldelse: Idealer i en kynisk tid. Folkekirkens Nødhjælps generalsekretær, Jonas Nøddekær, insisterer på at holde fast i idealerne om menneskerettigheder og folkeret.
Nødhjælp i rovdyrenes tid
Hvor stiller det de humanitære nødhjælpsorganisationer, at den rå magt i sin mest afstumpede form synes at være tidens løsen? Hvordan skal humanitære nødhjælpsorganisationer navigere i en verden, hvor de overalt bliver betragtet som politiske aktivister og irriterende moralister?
Spørger vi generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp, Jonas Nøddekær, er svaret skrevet med flammeskrift og versaler: Humanitære nødhjælpsorganisationer skal i al deres virke og adfærd stå fast på fundamentet af de universelle, umistelige og udelelige menneskerettigheder, den humanitære folkeret og den regelbaserede verdensorden.