Monarki er ingen popularitetskonkurrence. Det ser man tydeligt i Norge i disse dage, hvor visse medlemmer af kongefamilien står med betydelige forklaringsproblemer. En af dem, Marius Borg Høiby, der er søn af Norges kronprinsesse Mette-Marit, skal i dag forklare sig i retten. Han er tiltalt for 38 forhold, heriblandt fire tilfælde af voldtægt, og står til ti års fængsel, hvis han kendes skyldig i samtlige forhold.

Og mens hele Norge venter på, at retssagen går i gang, er Marius Borg Høiby blevet anholdt, sigtet for knivtrusler og varetægtsfængslet i fire uger, fordi myndighederne formoder, at han vil recidivere.

»Oslo politidistrikt kan bekræfte, at Marius Borg Høiby blev anholdt af politiet søndag aften, sigtet for overfald, trusler med kniv og overtrædelse af et tilhold,« udtaler politiadvokat i Oslo politidistrikt Andreas Kruszewski.

Foto: Hakon Mosvold Larsen, Scanpix
Foto: Hakon Mosvold Larsen, Scanpix

Sagen mod 29-årige Marius Borg Høiby begyndte tilbage i 2024, hvor han ad flere omgange blev anholdt af politiet. Han fik dengang tilhold mod en ekskæreste, som han siden overtrådte. Efterfølgende blev han også tiltalt for i 2020 at have transporteret mindst 3,5 kilo marihuana og overdraget det til en anden person samt for tre overtrædelser af færdselsloven, hvor han blandt andet har filmet sig selv køre på motorcykel i høj fart.

Det med at filme sig selv synes at være en del af handlingsmønstret. Han er også tiltalt for at have filmet en række kvinders underliv uden deres viden eller samtykke.

Det er blevet sagt og gentaget, at dagens retssag er en retssag for Historien. På samme tid en reklame for et retsvæsen, der ikke skeler til efternavn eller mangel på samme, og en skamstøtte for et kongehus, der taber anseelse. En eksemplarisk proces på en skandaløs baggrund.

»Papprinsen« var ellers i årevis et symbol på fornyelsen af det norske kongehus, selvom Marius Borg Høiby ikke er et arbejdende medlem af det norske kongehus, da han er født, inden kronprinsesse Mette-Marit indgik et forhold og senere ægteskab med den norske tronarving, kronprins Haakon. Dette har det norske kongehus heller ikke været sene til at fremhæve. »Marius Borg Høiby er ikke en del af Kongehuset, og i den forstand er han fri,« skriver Hans Kongelige Højhed Kronprins Haakon i en erklæring. Kronprinsen understreger også, at Marius Borg Høiby kommer til at kigge langt efter et familiært ansigt blandt tilhørerne til sin retssag:

»Både kongen, dronningen og jeg har planlagt et officielt program i perioden og planlægger at gennemføre det. Kronprinsessen har planlagt en privat rejse.«

Norge har at gøre med et kongehus, der slår ring om sig selv i disse år. Indercirklen i det norske kongehus – altså kong Harald og dronning Sonja, kronprins Haakon og – indtil nu – kronprinsesse Mette-Marit – har nydt stor opbakning i befolkningen trods de senere års turbulens. Kongehusets centrale skikkelser har formået at skærme sig fra skandalesagerne mod Marius Borg Høiby og prinsesse Märtha Louise, der har giftet sig med shamanen »Durek«, der hævder, at han kan kurere kræft og forudse terrorhandlinger.

Men uanset hvordan kongehusets kerne forsøger at afgrænse sig fra problemerne, så har institutionen som helhed mistet anseelse. I 2017 gik 81 procent af den norske befolkning ind for kongehuset, men i 2024 viste en meningsmåling foretaget af Norstat for NRK, at blot 62 procent nu sagde, at de støtter monarkiet. Det er rekordlavt og er formentligt faldet siden.

Marius Borg Høiby nægter sig skyldig i de mest alvorlige tiltaler om voldtægt, men erkender blandt andet tilfælde af vold, mishandling og trafikforseelser. Der er berammet seks uger til straffesagen.

I øvrigt …

Fredag offentliggjorde det amerikanske Justitsministerium en række af den nu afdøde seksualforbryder Jeffrey Epsteins e-mail-korrespondancer. Heri står det at læse, at Marius Borg Høibys mor, kronprinsesse Mette-Marit, har plejet frivol omgang med Epstein ad flere omgange over årene.

Hun står nævnt mere end 1.000 gange i de nye dokumenter, og de to har kommunikeret, efter at Epstein i 2008 erkendte sig skyldig i rufferi. Som Weekendavisens Anna Sophia Hermansen pointerer, så fremstår Mette-Marit som en, der er ligeglad med, at en bekendt er dømt for at misbruge og krænke kvinder, mens hendes søn er tiltalt for at have voldtaget dem.

Der er en samfundskontrakt mellem kongehus og folk. Mellem dem, der nyder privilegier, og dem, der uddeler dem. Og det er ikke kun den privilegerede norske kronprinsesse, der har kommunikeret med Jeffrey Epstein. Det har også en tidligere statsminister, en tidligere udenrigsminister og et topdiplomatpar.

Norge står tilbage som et lille rigt land i hjørnet af Europa, hvor særstatus og privilegier flyder sammen i en sø af dårlig dømmekraft. På øen i søen står kongeslottet. Endnu.

Nyhedsbrev: Først og fremmest

Få et nysgerrigt, underholdende og analytisk perspektiv på dagens eller tidens vigtigste historie. Alle ugens dage.