Krig er det rigtige ord. Ikke »indblanding« eller »påvirkning«, men krig. Cyberkrig. Det er sådan, vi bør tale om og forstå de kontinuerlige russiske cyberangreb, digitale indbrud, strategiske læk og påvirkningskampagner, som er skyllet ind over vestlige lande de seneste år. Det er en krig, hvor hackere og trolls agerer moderne soldater med et væld af digitale våben til rådighed. Og det er en krig, hvor Vesten har tabt de første mange slag. Stort set uden kamp. Det gælder især det amerikanske præsidentvalg i 2016.

Sådan lyder det i en ny bog af den amerikanske professor i politisk kommunikation Kathleen Hall Jamieson. Hun har de seneste 25 år været leder af The Annenberg Public Policy Center ved University of Pennsylvania og har modtaget flere fornemme priser for bøger om tidligere præsident­valg og mediernes indflydelse i politik. I den nye bog, Cyberwar, handler det især om duellen mellem Hillary Clinton og Donald Trump, der som bekendt faldt ud til fordel for sidstnævnte.