Hvis det er fredag, må det være Pituffik

DET er en af de mest sejlivede karikaturer af amerikaneren: en mand iklædt Ralph Lauren-polo i farverne laks eller turkis, beige chinos med pressefolder, blå dynevest, nye Nike-sneakers med hvide strømper og Lakers-kasket. En kvinde i mørke elastikbukser, oversize skjorte med print, cardigan og guldkæde om halsen. Man finder dem fra marts til oktober i de europæiske hovedstæder, og de har sjældent en meget præcis forestilling om det sted, de befinder sig. »Hvis det er mandag, må det være Rom,« lyder vittigheden om denne karikerede amerikaner, som alle i verden kan genkende. Det samme gælder de øvrige fordomme om dem: overfladiske, uhøflige, ligefrem bryske, uvidende om resten af verden.

ER det ikke sådan, at vi europæere elsker fortællinger om amerikanere, der stiller os selv i et bedre lys? Så må vi jo være dannede og oplyste, ikke sandt? Men som alle, der har rejst i Amerika, ved, forholder det sig nærmest omvendt: De fleste amerikanere er høflige og villige til at indgå i overraskende dybe og personlige samtaler. De er ofte langt mere tolerante, interesserede og imødekommende end europæere. Alle, der har samarbejdet med amerikanere, uanset deres fag og profession, ved, at de ofte er dygtigere, skarpere og mere kompetente end os. I Amerika kan kun de bedste stige helt til tops.